Frederikshavn

Ingen blinkende lygter her

I denne måned åbner en sportscafé i det gamle Sæby - et 340 kvadratmeter spilleparadis og mødested

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Før var der farvehandel her i Pindborggade. Men i denne måned åbner en sportscafe med blandt andet fjernsynsstue, spillehal og café. Foto: Hans Ravn

FREDERIKSHAVN:Han hedder Kurth.

Han ejer Sæby Busservice, og så hedder han Jensen til efternavn, og livet er sådan set bare dejligt.

Men Kurth Jensen har også oplevet, hvordan det er at være udsat for hård kritik fra en række politikere.

I sine unge dage spillede han meget fodbold, og han har altid været vild med sport.

For syv år siden forsøgte han at få åbnet en såkaldt sportscafé i Sæby, men det ville politikerne overhovedet ikke høre tale om.

Og selv om et flertal i plan- og miljøudvalget for nylig gav Kurth Jensen lov til at åbne Sæby Sportscafé i det allerhelligste Sæby - i Pindborggade i den gamle bydel - så er der stadig byrådsmedlemmer, der mener, at en sportscafe ikke hører hjemme i et gammelt bymiljø. Og at sådan en café blot vil opfordre folk til at bruge penge på spil.

Han får ordet

Men lad os nu for første gang lade Kurth Jensen få ordet.

Og lad os spørge ham om, hvad en sportscafé egentlig består af.

- Vi har blandt andet pool, dart, foldboldspil, gevinstgivende maskiner, kortspil, terningespil, ligesom vi kan tilbyde en fjernsynsstue med storskærm, hvor gæsterne kan se forskellige sportsarrangementer. Vi tilbyder også tips, lotto og oddset, fortæller Kurth Jensen.

Derudover vil der også være en egentlig cafe i bygningen, der serverer forskellige former for mad, blandt andet smørrebrød, kylling og sandwich. Cafeen vil også kunne levere mad ud af huset.

I alt ti ansatte vil betjene kunderne alle ugens dage fra 10 til 24.

Har været bekymrede

- Men en del har været bekymrede for, at du vil være en torn i øjet på det gamle bymiljø i Sæby?

- Men sådan bliver det slet ikke. Alt er blevet renoveret efter kunstens regler, og her bliver ingen blinkende lygter eller skarpe farver. Det eneste synlige tegn på en sportscafe bliver en mindre, gul terning, der hænger uden for cafeen, og som er godkendt af Frederikshavn Kommune siger Kurth Jensen.

Det er da herligt

Selve bogstaverne med ”Sæby Sportscafé” bliver malet i sorte farver, så det matcher den restaurant, der er nabo til cafeen, og samlet set har bygningen fået et løft.

Med til historien hører også, at rigtig mange sæbynitter mener, at det er herligt, at den gamle bydel rent faktisk bliver brugt til noget, så området ikke blot er et levende museum.

- Jeg har godt læst, at der er politikere, der er skeptiske. Men selv har jeg kun fået positive tilbagemeldinger, fortæller Kurth Jensen, der heller ikke mener, at han er med til at fremelske ludomaner.

- Folk har i dag så mange muligheder for at spille spil, blandt andet på mobiltelefonen. Min cafe er jo samtidig et socialt mødested for unge og ældre, hvor du også kan se sport på tv eller bare kan nyde en øl eller kop kaffe, siger Kurth Jensen.

Sæby Sportscafe åbner i midten af juli.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst