Ingen dans på roser

//stream.nordjyske.dk/freestream/multimedie/dobbeltbryllup.wmv" class="tv">Kurt og Inge Lybech fortæller om deres handicappede søn.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

16 andre par havde også deres billeder i Aalborg Stiftstidende 6. september 1975. Arkivfoto

- Jeg ved ikke, hvad vi forventede, men vi har da holdt vores løfter til præsten, siger Kurt Lybech om sine forventninger til ægteskabet med Inge Lybech her over 37 år efter de mødte hinanden til et bal på Skovpavillonen i Hadsund. De nærmere omstændigheder omkring deres første møde er efterhånden forsvundet i glemslen, det er jo mange år siden. Men det var ikke kærlighed ved første blik. Det er ægteparret enige om. De gik begge i Hadsund Skole, men havde ikke tidligere haft noget med hinanden at gøre. Efter ballet gik de i biografen. - Og det er vist ikke sket siden, griner Kurt Lybech. Der var dog ingen af parterne, der forventede den modgang, der mødte dem. For hvem kunne vide, at deres yngste søn ville være handicappet, at en lystig børnefødselsdag ville ende med en brækket ryg og førtidspension eller at Kurt Lybech ville blive ramt af kræft? Dobbeltbryllup ved et tilfælde Det aldrende, gullige avispapir gør de unge pars ansigtstræk en smule utydelige, og billedet kunne have været endnu et i rækken af unge, smilende nygifte, men det skiller sig alligevel ud fra de 16 andre brudepar, der også har deres billede i Aalborg Stiftstidende 6. september 1975. Der er to par på samme billede. Inge Lybechs søster, Hanne, blev nemlig gift med sin mand Niels Erik Petri Jensen samme dag ved et dobbeltbryllup. Det var et rent tilfælde, at de to søstre besluttede at gifte sig samme dag. De har altid været tæt knyttet, og da Inge Lybech fortæller sin mor, at nu skal hun giftes, siger moderen, at søsteren netop har sagt det samme. Iltmangel under fødslen Et par år efter brylluppet begynder børnene at komme. Først Mogens, så Bent. I 1983 føder Inge Lybech parrets sidste barn, Kjeld. Under fødslen mangler den lille dreng ilt. Han får en hjerneskade. Det bliver dog ikke opdaget med det samme, men mistanken lurer, for Kjeld kan ikke det samme, som hans to ældre brødre kunne, da de var på hans alder, men det er svært for forældrene at acceptere, at sønnen er handicappet. Efter utallige besøg på sygehuset og undersøgelser, der ikke giver svar på, hvad der er i vejen med Kjeld, møder parret en læge, der råder dem til at acceptere Kjeld, som han er og få det bedste ud af det. - Det var jo som at have et lille barn i mange år, fortæller Inge Lybech. Men hans glade og gode væsen opvejer mange af sorgerne, og ægteparret føler, at deres indbyrdes forhold er blevet styrket. - Vi havde jo noget at stå sammen om, fortæller Inge LybechSe fotos og hør lyd her: Start video her Brækkede ryggen til børnefødselsdag Parret får i 1984, knap et år efter Kjelds fødsel, et chok, da Kurt Lybech brækker ryggen. For at more børnene til den ældste søn Mogens´ fødselsdag har han dækket en stejl bakke med et stort stykke plastic. Som en stor rutsjebane. Børnene morer sig, og for dem ender turene som planlagt i sandet for enden af bakken. Kurt Lybech er lidt tungere end fødselsdagsgæsterne. Hans tur ender på den hårde jord. Ryggen knækker. Legen koster to måneder udstrakt på ryggen, mens Inge Lybech går hjemme i Als uden kørekort og med tre små børn. - Det var meget besværligt, når vi skulle besøge ham. Tre små børn med i bussen. Og samtidig mistede vi jo Kurts løn, fortæller Inge Lybech. - Heldigvis blev jeg ikke lam, men det var kun millimeter fra, beretter Kurt Lybech. - Jeg tænkte, at det hele var ad helvede til, men det skulle jo gå, tilføjer han, mens Inge Lybech sidder og mindes. - Det var forfærdeligt. En katastrofe, siger hun hovedrystende. Dyrt at være fattig Sygedagpengene rækker ikke langt, og ryggen gør knuder, men Kurt Lybech går alligevel på arbejde igen kort tid efter uheldet med ryggen, men får førtidspension i 1992, da ryggen ikke kan klare mere. I mellemtiden er Inge Lybech kommet ud på arbejdsmarkedet efter at have været hjemmegående med børnene. Først som viklerske - siden værkfører - på den lokale elektronikfabrik, Trans Elektro. Senere som omsorgsmedhjælper i Boformen Terndrup, der er et bosted for psykisk udviklingshæmmede. Her arbejder hun endnu. - Det var nogle virkelig hårde år. Jeg vil sige, at vi var direkte fattige. Nogle gange havde vi ikke råd til at købe tre pakker pålæg på tilbud, så vi måtte nøjes med en. På den måde var det også dyrt at være fattig, siger Inge Lybech. Børnene var på sommerferie med Røde Kors, for at de ikke skulle kede sig alt for meget. - Vi skylder ikke det helt store væk, og vi mangler ikke noget, så jeg er da lidt stolt over, at vi har klaret os igennem, siger Kurt Lybech. Opdagede kræften ved et tilfælde Og så skulle man tro, at parret havde fortjent at leve lykkeligt til deres dages ende, men endnu en gang sker der noget uforudset. Under et rutinebesøg hos lægen i forbindelse med den type 2 diabetes som begge ægtefæller lider af, beder Kurt Lybech lægen om at kigge ham i halsen, for det føles, som om der sidder en madrest dernede. Faktisk har han næsten glemt alt om det, men heldigvis tager lægen et kig og opdager, at Kurt Lybech har en kræftknude i halsen. Tre uger efter er knuden fjernet. - Ventetiden var skrækkelig. Kurt sov meget for at glemme, og jeg kunne ikke sove, når tankerne kværnede rundt i hovedet. Samtidig var jeg mere optimistisk og prøvede at muntre ham op, mens han var meget pessimistisk, forklarer Inge Lybech - Det var et svineheld, at det blev opdaget i tide, siger Kurt Lybech. De foreløbige prøver viser at kræften er væk, og at den ikke har nået at brede sig. Eneste umiddelbart synlige tegn på de mange prøvelser er det brune plaster på højre side af halsen.