Ingen deadline for Schmeichel

Leicester-målmanden håber at vende tilbage til fodboldbanen så hurtigt som muligt efter skaden mod FCK

Den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel har brækket hånden. Foto: Andrew Couldridge/Scanpix

Den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel har brækket hånden. Foto: Andrew Couldridge/Scanpix

LEICESTER:Fodboldmålmanden Kasper Schmeichel måtte torsdag melde afbud til A-landsholdets kommende kampe mod Kasakhstan og Tjekkiet.

Det skete, efter at målmanden pådrog sig et brud i sin ene hånd, da Leicester onsdag spillede 0-0 ude mod FC København i Champions League-gruppespillet.

Torsdag blev Kasper Schmeichel opereret, og han håber at komme tilbage i en fart.

Operation gik godt

- Min operation i aftes gik godt. Tak for alle jeres støttende hilsener.

- Det er dybt frustrerende, men jeg vil gøre alt for at være tilbage så hurtigt som muligt, skriver Kasper Schmeichel på sin Twitter-profil.

De regerende engelske mestre har ikke sat dato på, hvornår klubben forventer at have sin danske målmand tilbage i aktion.

Skader er forskellige

- Jeg sætter ingen deadline for Schmeichels skade, for alle skader er forskellige. Måske tager det to uger.

- Måske tre, fire, fem, seks eller syv, siger manager Claudio Ranieri til Leicesters Twitter-profil.

Den italienske manager glæder sig over, at han har en fuldgod målmandsreserve i tyske Ron-Robert Zieler.

Tiltro til Zieler

- Jeg har stor tiltro til Zieler. Naturligvis var Kasper i rigtig god form, men Zieler gør mig tryg, siger Claudio Ranieri.

Leicester tager på søndag imod West Bromwich i Premier League.

Leicester er nummer 11 i den engelske liga med 12 point for ti kampe.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.