Ingen dna-bevis i drabssag

Politiet mener dog stadig at have en oplagt sag mod skorstensfejer. Efter flere måneders efterforskning må Aalborg Politi nu konstatere, at der ikke findes nogen dna-beviser i sagen om drabet på 10-årige Sonja Emborg.

AALBORG:Politiet mener, at der lå et seksuelt motiv bag drabet og sigter den 44-årige skorstensfejer, Jan Beblein, for voldtægt/anden kønslig omgang end samleje med pigen, inden hun blev kværket. Manden nægter sig skyldig og hævder, at han ved et uheld kom til at forvolde Sonjas død i pigens hjem i Mjels. - Vi har bedt om supplerende undersøgelser af dna-materialet i flere omgange, og det er forklaringen på, at vi først nu har fået den endelige erklæring, og der er ikke fundet dna-spor fra sigtede, konstaterer kriminalkommissær Ejler Larsen fra Aalborg Politi, som trods mangel på dna-bevis mener, at politiet står med en oplagt sag, og at sigtede havde et klart seksuelt motiv, som understøttes af en lang række indicier. Lå inde med børneporno Blandt andet er det kommet frem, at Jan Beblein igennem årene som FDF'er har krænket flere FDF-pigers blufærdighed. Desuden har politiet fundet store mængder børneporno på computere, som han har benyttet. Den del af undersøgelsen er endnu ikke færdig. Politiet har også fundet et kartotek med oplysninger om cirka 30 småpiger, der tilsyneladende var fast inventar i skorstensfejerens bil. Det er ikke i sig selv ulovligt med sådan et arkiv, men set i sammenhæng med drabet på den 10-årige pige, mener politiet, at det maner til eftertanke. Jan Beblein er varetægtsfængslet på særlig bestyrket mistanke, og sigtelsen lyder på, at han enten har voldtaget eller haft anden kønslig omgang end samleje med sit offer, inden han kværkede hende med de bare næver og derefter snørede en kedeldragt om hendes hals. Selv om der ikke er fundet genetiske fingeraftryk fra sigtede i form sæd eller blod, så undersøger politiet en anden ting, som kunne antyde, at gerningsmanden forgreb sig seksuelt på pigen. Hvad det drejer sig om, vil politiet dog ikke komme nærmere ind på.