EMNER

- Ingen effekt af rentesænkning

Torsdagens møde i Den Europæiske Centralbank, ECB, vil højst sandsynligt føre til en europæisk rentenedsættelse fra 1,25 pct. til 1 pct.

- Det har ECB signaleret, og derfor er investorerne også for længst begyndt at sætte priserne efter den nye rente, skriver Spar Nords cheføkonom Jens Nyholm i en kommentar. ECB-chefen Mario Draghi og co. kan måske vælge at overraske med en rentenedsættelse på hele 0,5 procentpoint eller modsat vælge at holde renten uændret. Derimod vil en nedsættelse fra 1,25 til 1 procent ikke gøre nævneværdig forskel, konstaterer han. Det virkelig interessante torsdag bliver at se, hvilke tiltag ECB vil gøre for at løse Europas mest presserende vækstudfordring: en accelererende finanskrise 2.0. Et af de tiltag, som cheføkonomen venter, er nye og bedre lånefaciliteter for bankerne. - Meget taler for, at ECB vil åbne for lån til bankerne af to til tre års varighed, og det vil give bankerne en tiltrængt adgang til billig og relativt langsigtet likviditet. Det løser ikke de fundamentale problemer i Europa, men det vil helt sikkert bremse de realøkonomiske skader af den nye finanskrise, konstaterer Jens Nyholm.Ritzau Finans