Ingen efterløn - lavere lønninger

Der er en årrække fremover ingen udsigt til en sådan stigning i efterspørgslen efter arbejdskraft, at det kan opsuge en forøgelse af arbejdsudbuddet med 140.000 efterlønnere.

Den private sektor vil i en årrække fremover ikke kunne skabe så mange jobs pga. besparelser og nulvækst i Danmark, pga. fortsat boligkrise og underdrejet privatforbrug og pga. voldskomme besparelser i hele EU i kølvandet på gældskrisen. Der argumenteres også med, at der "om få år bliver arbejdskraftmangel", fordi arbejdsstyrken skrumper pga. pensionering. Og der vil i løbet af det næste årti vil ske en reduktion af arbejdsstyrken med brutto 50.000 personer. Men samtidig vil uddannelsesniveauet stige, hvilket vil medføre øget arbejdsmarkedstilknytning og senere tilbagetrækning. Dette reducerer faldet i arbejdsstyrken til netto omkring 10.000 personer frem til 2020. Men en ganske stor del af afgangen fra arbejdsmarkedet vil ramme den offentlige sektor. Objektivt set vil hermed være øget brug for arbejdskraft i det offentlige. Men den offentlige sektor får kun i ringe omfang lov til at ansætte. VKO har jo indført nulvækst frem til 2013 og vil forlænge dette til 2020. Da nulvækst indebærer besparelser svarende til mellem 5 og 9.000 fuldtidsstillinger årligt i den offentlige sektor, vil det kraftigt reducere omfanget af det offentliges rekruttering. Uanset afgangen fra arbejdsmarkedet pga. pensionering har efterlønnere således ikke udsigt til beskæftigelse på den konto. Gennemføres afskaffelse af efterlønnen, vil resultatet indenfor en overskuelig årrække derfor alene blive en stigning i arbejdsløsheden til op mod 300.000. Hermed kan regeringen selvsagt også kigge i vejviseren efter de angivne milliardbesparelser. For i stedet for efterløn og job, så skal efterlønnerne henvises til arbejdsløshedsdagpenge eller førtidspension. Men da satserne herfor er højere end for efterlønnen, vil en sådan stigende arbejdsløshed i stedet for at spare penge i realiteten forværre de offentlige finanser med op til 8½ mia. kr årligt. Her fremkommer arbejdsgivere og borgerlige økonomer imidlertid med et sidste argument for at afskaffe efterlønnen. Man vedgår, at afskaffelse af efterlønnen som ovenfor beskrevet faktisk ikke vil føre til øget beskæftigelse, men til øget arbejdsløshed. Men det ser man som nødvendigt for at presse lønningerne ned. Man henviser her til, at den danske lønkonkurrenceevne skulle være forringet med op mod 20 pct. gennem mere end 10 år. "Ved at afskaffe efterlønnen, kan vi bremse lønstigningerne," udtaler Erik Simonsen fra Dansk Arbejdsgiverforening. Og så stiller man i udsigt, at ved at presse lønningerne ned bliver det mere profitabelt for arbejdsgiverne at ansætte flere - en gang. Hermed indrømmes, at alle de smukke argumenter om at øge beskæftigelsen ved afskaffelse af efterlønnen i realiteten er et dække for rent faktisk at øge arbejdsløsheden for ikke at forringe lønningerne for danske lønmodtagere. Bortset fra det dybt asociale heri, vil det imidlertid ikke virke, for det kræver at danske lønmodtagere og den danske fagbevægelse accepterer 10 års fremtidig lønstagnation. Men dette er jo også helt urealistisk og resultatet vil alene være en fastlåsning af situationen med vedvarende høj arbejdsløshed, øget statsunderskud og krig på kniven på arbejdsmarkedet. Afvikling af efterlønnen er således ingen vej ud af krisen, arbejdsløsheden og statsunderskuddet, men en blindgyde, hvor dansk økonomi fanges i permanent lavvækst og krise.

Forsiden