Ingen erstatning til ældre

Kan ikke søge erstatning, hvis de bliver fejlbehandlet på plejehjem

Ældre kan ikke søge erstatning, hvis de bliver fejlbehandlet på plejehjem. Arkivfoto
Aalborg 15. november 2014 07:37

AALBORG: - Jeg synes ikke, det kan passe, at vi skal have et samfund, hvor man ikke tilbyder den samme behandling, fordi nogle borgere er gamle og syge. Og det her er en forskel, der er til at tage og føle på, siger Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen, til NORDJYSKE Stiftstidende.

Han er harm over, at lovgivningen rummer store huller, når det kommer til ældre borgeres retssikkerhed.

Hvis et ældre menneske bliver udsat for fejlbehandling af plejepersonalet på et plejehjem, har borgeren eller de pårørende ikke mulighed for at søge erstatning via Patienterstatningen.

Er den ældre i stedet blevet fejlbehandlet af en læge eller sygeplejerske på sygehuset, er sagen en ganske anden - her kan borgeren eller de pårørende frit søge erstatning for fejlbehandling.

Årsagen er ifølge kommunikationschef Charlotte Wamberg fra Patienterstatningen det lovgrundlag, Patienterstatningen har som ramme for sit arbejde - lovgivningen betyder ganske enkelt, at man ikke kan hjælpe borgere, der er blevet udsat for fejlbehandling på plejehjem.

I stedet er borgeren eller de pårørende tvunget til at søge erstatning gennem det almindelige retssystem.

- Og her påhviler det borgeren at føre bevis for, at der er sket fejlbehandling, påpeger Nis Peter Nissen over for NORDJYSKE Stiftstidende.

Alzheimerforeningens bekymring for de ældres manglende retssikkerhed på området møder positiv respons hos socialminister Manu Sareen (RV).

- Jeg forstår bekymringen. Jeg kan ikke umiddelbart give et bud på en løsning på spørgsmålet om patienterstatningen, men jeg vil bede mit ministerium drøfte det med Sundhedsministeriet - også for at få afdækket problemstillingen nærmere. I øvrigt vil jeg understrege, at det er kommunalbestyrelsens pligt at sikre, at de svage borgere, der udskrives til plejehjem, får den rette pleje, siger ministeren til NORDJYSKE Stiftstidende.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...