Nørresundby

Ingen erstatning til kvinde efter styrt

AALBORG:En aalborgensisk kvinde skal ikke have erstatning fra Aalborg Kommune efter et cykelstyrt for to år siden, hvor hun væltede i et hul på en cykelsti og pådrog sig alvorlige skader. Vestre Landsret har netop behandlet sagen og er i modsætning til byretten kommet frem til, at kvinden, der fortsat døjer med smerter fra en nakkeskade efter styrtet, ikke har krav på erstatning fra Aalborg Kommune, fordi kommunen ikke kan gøres ansvarlig for uheldet. Uheldet skete om morgenen 7. august 2000, da kvinden var på vej på arbejde i Nørresundby. Det foregik på racercykel ad den sædvanlige rute, som blandt andet gik via Østerbro, hvor fjernvarmeforsyningen den morgen var igang med et stykke arbejde ud for Østerbro 7-9. I den forbindelse holdt der en lastbil på cykelstien, og kvinden slog derfor et sving ud på vejbanen og tilbage på cykelstien umiddelbart bag lastvognen. I forbifarten så hun ikke nogle huller i vejbelægningen bag lastbilen, som var tilpas dybe til at slå hjulene væk under hende. Kvinden anmeldte uheldet til Aalborg Kommune, hvis forsikringsselskab, Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab, imidlertid ikke mente, at kommunen har et erstatningsansvar. Samme konklusion er landsretten nu nået frem til. Landsretten anderkender, at der var hul i vejbelægningen, men mener ikke, at det var en følge af fjernvarmearbejdet. Derfor har Aalborg Kommune som bygherre eller som tilsynsførende med fjernvarmearbejdet heller ikke handlet ansvarspådragende, vurderer landsretten. Afgørelsen betyder, at kvinden, som ellers i første omgang fik medhold i byretten, ikke har fået andet ud af sagen end en regning på 25.000 kroner i sagsomkostninger.