Lokalpolitik

Ingen fed fidus at udstykke

S-byrådsmedlemmer ser ikke ens på Arden Kommunes grundsalgs-politik

ARDEN:- Arden Kommune forlanger på ingen måde ublu priser for byggegrunde. Den kritik var usaglig. - Vi sælger byggegrunde til markedsprisen - altså det niveau, grundene vurderes at kunne sælges til i forhold til størrelse og beliggenhed. - Skulle det så oven i købet vise sig at være en god forretning for kommunen, så for mig ingen alarm, siger borgmester H. C. Maarup (S) som reaktion på den kritik, partifællen Jens Peter Ellefsen fremførte i byrådssalen forleden. Ellefsen havde regnet på tallene for den kommende udstykning mellem Bymarken og Ringvejen og anslået kommunens fortjeneste på grundsalget til 530.000 kroner eller rundt regnet 20 procent. "Da vist lige i overkanten", lød skudsmålet. Han havde konfereret med Skørping Kommune, hvor man angiveligt beregner sig 10 procent i kommunal fortjeneste. - Et rimeligt niveau, sagde Jens Peter Ellefsen og opfordrede Arden Byråd til ved først givne lejlighed at tage en principiel debat om, hvad kommunen bør tjene på at udstykke byggegrunde. - Men de to fortjenester er ikke sammenlignelige, indvender H. C. Maarup. - Ud over udgifter til jordkøb, kloakering og vejføring lægger Skørping Kommune alle andre udgifter oven i salgsprisen. Man køber sig til teknisk rådgivning udefra. Beløbet lægges til salgsprisen. Det samme gør man med honorar til annoncering og ejendomsmægler, som sættes til 10-12.000 kroner pr. grund og advokat-omkostninger. Til dette samlede beløb lægger Skørping så 10 procent oveni, hvor vi i Arden Kommune overvejende betragter disse opgaver som en del af forvaltningens arbejde. Vi betaler med andre ord vore medarbejdere - herunder vores kommunaldirektør, som er jurist - løn for et stykke arbejde, der ikke regnes ind i salgsprisen, idet vores udgangspunkt jo er at sælge til markedsprisen. Jeg kan slet ikke følge antydningen af, at vi laver en fed fidus ud af at sælge bryggegrunde, understreger H. C. Maarup. Markedsprisen for de 13 aktuelle byggegrunde, hvoraf i første omgang seks udbydes til salg, er i øvrigt sat til mellem 121.000 og 447.000 kroner. Toppris betaler man for de attraktive byggegrunde op til søen, som skal forsynes med sti hele vejen rundt. Gennemsnitsprisen for en byggegrund i Skørping Kommune oplyser Maarup til 325.000 kroner. Jens Peter Ellefsen siger, at han ikke kendte til forskellen på de to kommuners måde at beregne grundpriser på. - Den aktuelle byggesag viser, at vi har behov for en god diskussion. Personligt vil jeg hellere sælge billige byggegrunde og så få nogle flere skatteborgere hertil end tjene på grundsalg, siger han. - Det første oplæg til den nye udstykning viste, at vi ville tjene 1,3 millioner kroner, når vore udgifter til jordkøb og byggemodning var trukket fra. Siden er fortjenesten barberet ned til 530.000 kroner. Så man kan sige, at jeg har opnået det, jeg ville, tilføjer Ellefsen.