EMNER

Ingen flueplage fra tom mødding

Udvalgsformand afviser, at der skulle være problemer med gener fra landbrug i Gudum

GUDUM:Efter at Niels Henriksen i Gudum har henvendt sig til samtlige medlemmer af teknisk udvalg med klager over gener fra sin nabo, Peter Larsens landbrug, har formand for teknisk udvalg, Iver Kjærgaard (V) været på opklarende arbejde i landsbyen og har besøgt Peter Larsen. - Der er i hvert fald ikke noget at komme efter med hensyn til fluer lige nu al den stund, at Peter Larsen slet ikke har nogen grise lige nu og derfor heller ikke møg endsige fluer på sin møddingsplads, siger Iver Kjergaard, der dog ikke afviser, at landmanden selvfølgelig til hver en tid kan sætte grise ind i sin stald igen. - Men det er altså lidt latterligt at tage stilling til en klage over fluer, som der lige nu ikke er nogen af, tilføjer udvalgsformanden. - Vi har ikke nået at få Niels Henriksens klage på dagsordenen i denne uge, men så kommer den det i næste måned, forsikrer Iver Kjærgaard, der er indstillet på, at sagen skal afsluttes en gang for alle. - Men når vi får en henvendelse, så reagerer vi selvfølgelig, siger han. Niels Henriksen har primært klaget over Sejlflod Kommunes sagsbehandling på tre områder med hensyn til naboens bedrift. Det gælder en klage over en udvidelse af landmandens møddingsplads, der efter Niels Henriksens oplysninger ligger for tæt på naboskel, og det gælder klager over flueplage og lugt. - Vi har brugt uendelig lang tid på Niels Henriksen i flere omgang og har hver gang, han har klaget, taget sagerne op og har behandlet dem korrekt. Det mener jeg i hvert fald, vi har gjort, men vi skal nok tage det hele op og vende det en gang til, lover Iver Kjærgaard. - Så vidt jeg kan se, handler det altså mere om en nabostid end det handler om miljøregler. Det er en gang nabofnidder, og skal vi virkelig pinde det ud på det felt, så kunne man også spørge, om fluerne ikke kom fra Niels Henriksens egne æsler, der går lige op til naboskel, tilføjer Iver Kjærgaard. For ham at se handler det også om konflikten, der kan opstå, når en bybo flytter på landet, selv om det efterhånden er længe siden, at Niels Henriksen slog sig ned i Gudum. - Det er en lille landsby, og der er landmænd, der skal drive deres forretning her. Det kan ikke nytte, at man kommer fra stenbroen og regner med, at luften altid er lige ren derude på landet. Ejendomspriserne er jo heller ikke de samme ude på landet som inde i byen. Der er naboer, der bor tættere på Peter Larsens landbrug end Niels Henriksen, og de har aldrig klaget, så jeg tror ikke, vi kan klandre landmanden for ret meget. Men ok, vi tager sagen op, forsikrer udvalgsformanden. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra landmand Peter Larsen i denne omgang.