Ingen flytteplaner hos Bladt Industries

Ingen i Europa kan konkurrere med nordjysk møllebygger

AALBORG:- Flytte Bladt Industries til Polen? Ikke tale om! Arne Pedersen, chef for en af de sidste store virksomheder i nordjysk stålindustri, afviser enhver snak om, at der skulle være planer om at gå i eternittens fodspor og rykke produktion til Østeuropa. Og han har mindst en meget god grund til at lade produktionen ligge, hvor den gør nemlig ved Grønlandshavnen i Aalborg Øst: - Der er ganske enkelt ingen i Europa, som kan levere vores produkter billigere end os selv, lyder det skråsikkert fra Arne Pedersen i telefonen fra Stettin i Polen. Der har Bladt Industries nemlig siden 1999 haft et datterselskab, som opkøber stålprodukter fra polske leverandører. - Fra Polen får vi årligt leverancer for 20 millioner kroner, mest i form af bro- og tagkonstruktioner, som vi hverken har plads til eller kan lave lige så billigt. Og det skal ses i forhold til en samlet omsætning på 600 millioner kroner, så det er alligevel en relativt beskeden andel, påpeger Arne Pedersen. Bladt Industries har selv i stedet koncentreret alle kræfter om at fremstille runde konstruktioner som vindmølletårne og monopiles (rørsøjler - eksempelvis i form af støtteben til offshore-konstruktioner). - Der er ligesom to muligheder for at klare sig i den internationale konkurrence. Man kan investere i ny teknologi og automatisering for at blive bedst på sit felt og man kan vælge at købe ind i lavprislande. Vi har gjort begge dele, og det gør, at vi står stærkt, konstaterer Arne Pedersen. Han vurderer i øvrigt, at virksomheden er i stand til at fastholde en arbejdsstyrke på 400-500 mennesker, selv om man i øjeblikket er nede på omkring 250 mand efter for nylig at have afleveret en række større ordrer. Datterselskabet i Stettin beskæftiger syv polske medarbejdere, fortrinsvis ingeniører, som står for indkøb og inspektion hos de lokale leverandører. Og der er ingen planer om, at den polske afdeling skal spille en større rolle.