Ingen forbrydelse bag dødsfald på Lolland

Et mystisk dødsfald på en ejendom i Kettinge på Lolland skyldes muligvis akut sygdom, vurderer politiet.

Ingen forbrydelse bag dødsfald på Lolland

En mand, der fredag morgen blev fundet død på en landejendom ved Kettinge på Lolland, har ikke været udsat for en forbrydelse.

Det konstaterer politiet for Sydsjælland og Lolland-Falster efter grundige undersøgelser og en obduktion af afdøde.

Politiet kan konstatere, at der ikke har været andre mennesker til stede ved dødsfaldet, som tilskrives "tumleskader" i forbindelse med, at den afdøde måske blev ramt af et akut sygdomstilfælde.

- Der var tale om ejendommens 48-årige mandlige beboer, oplyser vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen til Ritzau.

Dødsfaldet virkede mistænkeligt på politiet, blandt andet på grund af ansigtslæsioner på den afdøde mand.

Resultatet af obduktionen betyder dog, at skaderne passer med de spor, som politiet har kunnet se på stedet.

- Efter vores opfattelse er manden blevet dårlig og har tumlet rundt, forklarer Søren Ravn-Nielsen.

Den 48-årige mand har så tilsyneladende slået sit hoved flere gange i den stald- og værkstedsbygning, hvor sporene blev fundet. Der er spor på både et cementgulv, en mur og en vandhane.

- Det er ikke usædvanligt, hvis man bliver ramt af for eksempel en hjerneblødning og bliver uklar, at man så tumler rundt, kommer op igen og så falder igen, siger Søren Ravn-Nielsen.

Politiet ved dog endnu ikke præcis, hvad der har ramt den 48-årige, og man kan ikke fastslå en dødsårsag endnu. Det kræver nye tekniske undersøgelser.

Manden formodes afgået ved døden fredag morgen og havde da formentlig ligget ude i kulden i nogle timer, inden en hjemmesygeplejerske kom til stedet. Kulden kan muligvis også have bidraget til dødsfaldet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden