Ingen fordomme

Af Flemming Møller Mortensen folketingsmedlem (S), medlem af Folketingets kirkeudvalg, Siemvej 8, St. Brøndum, 9520 Skørping sflmm@ft.dk FOLKEKIRKEN: Hans Bjørn efterlyser (12.12.), at menighedsrådene tager debatten om homoseksuelles mulighed for kirkelig vielse op til debat. Rigtig god idé. Jeg vil ønske, at menighedsrådet i bl.a. Terndrup vil følge menighedsrådsmedlem Hans Bjørns opfordring og tage initiativ hertil. Som medlem af Folketingets Kirkeudvalg, medlem af Folkekirken og partner til min mand igennem mere end 25 år, deltager jeg gerne i en sådan debat for at forsvare Guds kærlighed til alle mennesker. For mig er styrken i den kristne kirke Guds uforbeholdne kærlighed til alle. På Christiansborg kæmper jeg for en tidssvarende udvikling, hvor der politisk skabes en lovbestemt ramme, hvor indenfor trossamfundene - herunder Folkekirken - får mulighed for selv at bestemme, om de vil ha et vielsesritual, som også dækker par af samme køn. En sådan lovgivning skal give de enkelte menighedsråd og præster mulighed for at melde til eller fra dette ritual. Hermed vil der være skabt en nødvendig og rigtig ramme for Guds kærlighed. De kirker, præster og menighedsråd der har et rummeligt menneskesyn og en næstekærlighed af format, vil herefter stå lysende klart for alle. Hans Bjørn har ikke øje for denne Guds kærlighed til alle. Den skal åbenbart være forbeholdt bestemte såkaldt normale. Udtalelsen "det må stadig være unaturligt, at to mennesker af samme køn putter under samme dyne, men jeg fordømmer ikke, at de gør det" udtrykker på én og samme tid manglende respekt og fordomsfuldhed. Min folkekirke skal ikke være kendetegnet heraf, og derfor deltager jeg meget gerne i debatten.