Ingen garanti for forbrugere

I den økonomiske teori antages ofte, at verden er perfekt. Det betyder for det første, at markeder og information er perfekte, således at alt er gennemsigtigt.

Med andre ord kan alt handles, den enkelte forbruger har tilgængelig viden om alt, og samtidig forstås denne viden til fuldkommenhed. For det andet betyder det, at forbrugerne er rationelle, således at alle muligheder for at opnå bare den mindste økonomiske gevinst udnyttes af enhver forbruger. I denne teoretiske verden er alt optimalt, og fordelingen af ressourcerne er det nærmeste, man kommer på retfærdighed. I den virkelige verden er billedet imidlertid ikke så enkelt, idet ingen markeder eller information er fuldkommen perfekte, og ligeledes er forbrugerne ikke fuldkommen rationelle. Eksempelvis handler nogle forbrugere altid efter tilbudsaviserne og køber stort ind af tilbudsvarer, mens andre ikke bekymrer sig om tilbud og blot køber dét, de skal bruge, når de skal bruge det. Ligeledes foretager nogle forbrugere altid Dankorttransaktioner på større beløb end kassebonens pålydende, mens andre blot tager den på beløbet. Dankortgebyret er en transaktionsomkostning, hvilket vil sige udgiften ved at foretage en betaling. Siden årsskiftet har den enkelte forbruger skullet betale et gebyr på 0,50 kr. for at foretage sin egen betaling pr. Dankort. Der er dog ligeledes transaktionsomkostninger forbundet med betaling på anden vis. Eksempelvis er forbrugerens udgift 5,00 kr. pr. check og 7,50 kr. pr. indbetalingskort i Jyske Bank. Forbrugeren drager således nytte af en service, og på dette grundlag er fordelingen af transaktionsomkostningerne retfærdig. Heller ikke størrelsen af Dankortgebyret kan der vel indvendes noget imod. Det har dog været et bredt ønske blandt befolkningen, at pengeinstitutterne i stedet burde pålægges at betale dette Dankortgebyr. I den økonomiske teori er også pengeinstitutterne rationelle. Når mange små pengeinstitutter indbyrdes konkurrerer om at få forbrugerne som kunder, og såvel markeder som information er perfekte, hersker der fuldkommen konkurrence. Dermed er den økonomiske gevinst nul, fordi indtægter vil være lig med udgifter. Det skyldes, at en positiv gevinst vil tiltrække nye pengeinstitutter til branchen, idet alle muligheder for at opnå bare den mindste økonomiske gevinst vil blive udnyttet. Derimod vil en negativ gevinst støde pengeinstitutter ud af branchen, fordi underskud ikke er holdbart og på langt sigt vil ende med konkurs. Denne tilpasning vil altid sikre, at den økonomiske gevinst er nul under fuldkommen konkurrence. I den virkelige verden er heller ikke konkurrencen fuldkommen. Eksempelvis er nogle pengeinstitutter større end andre, hvilket giver stordriftsfordele. Deraf følger rationaliseringsgevinster og synergieffekter som ganske enkelt gør driftsomkostningerne lavere. Det er bl.a. derfor virksomheder fusionerer. I sin yderste konsekvens kan fusionerne fortsætte indtil, der opstår et monopol, hvilket jo er det stik modsatte af fuldkommen konkurrence. Et monopol er ikke presset på indtægterne og kan i princippet sætte priserne på sine ydelser og produkter efter behag, og tendens til grådighed er nærliggende. Ligeledes er pengeinstitutterne interesserede i at skabe overskud. Det skyldes bl.a., at de fleste pengeinstitutter er aktieselskaber, og en række aktionærer har investeret en opsparing mod en forventning om udbytte og kursstigning på aktierne. Faldende overskud betyder oftest mindre udbytte og kursfald på aktier, og dermed vil aktionærerne lægge pres på pengeinstitutternes ledelse om at ændre en sådan udvikling. Aktionærernes incitament til at investere i aktier er jo netop forventningen om - mod en større risiko - at opnå en større økonomisk gevinst frem for at sætte opsparingen ind på en indskudskonto til en sikker forrentning. Nu har politikere, butikker og pengeinstitutter så indgået et Dankortforlig, som betyder, at forbrugerne helt slipper for gebyret fra 1. marts. Butikkerne og pengeinstitutterne skal deles om udgifterne. Dermed vil den almindelige forbruger jo nok antage, at Dankortgebyret er forbrugerne uvedkommende. Det er imidlertid ikke særlig sandsynligt. Pengeinstitutter er jo alt andet lige forretningsorienterede erhvervsvirksomheder, hvilket i al sin enkelhed går ud på at holde udgifter lavere end indtægter og dermed skabe et overskud. Pengeinstitutterne har siden introduktionen af Dankortet for ca. 20 år siden haft en meget stor rationaliseringsgevinst. Omkostningerne ved Dankortsystemet har pengeinstitutterne hidtil selv afholdt. Det har - set i lyset af rationaliseringsgevinsten - også været rimeligt, idet besparelsen har været større end omkostningerne. Spørgsmålet er blot, om et sådant argument kan blive ved at holde. Siden industrialiseringen begyndte i 1700-tallet, har udviklingen resulteret i utallige rationaliseringsgevinster for erhvervsvirksomhedene. Skal disse stadig tages i betragtning, når det i dag skal afgøres, hvem der er rette omkostningsbærer? Nutidens informationssamfund har ligeledes givet store besparelser for pengeinstitutterne, idet mange tidskrævende rutineopgaver nu udføres af computere. Skal det ikke også komme forbrugerne til gode? Er det ikke bl.a. på grund af rationaliseringsgevinsterne, at pengeinstitutterne i disse år høster milliardoverskud? Når pengeinstitutterne pålægges en andel af Dankortgebyret, er det dog meget sandsynligt, at gebyret kanaliseres over i andre gebyrer og forbrugerbetalte omkostninger, og ad den vej alligevel indirekte bliver pålagt forbrugerne. Samme konsekvens kan forbrugerne opleve vedrørende butikkernes andel af transaktionsomkostningen. Varerne bliver simpelthen dyrere, fordi omkostningerne skal dækkes ind, da overskuddet helst ikke må falde. Konklusionen herpå må være, at forbrugerne under alle omstændigheder kommer til at betale Dankortgebyret, enten direkte som en transaktionsomkostning, eller indirekte som en skjult prisstigning på andre ydelser og produkter. Imidlertid vil en indirekte opkrævning ikke give en retfærdig fordeling af transaktionsomkostningerne, idet forbrugerne ved at købe disse andre produkter betaler for mere end nytteværdien af den ønskede service. Ligeledes efterspørger den enkelte forbruger ikke i samme omfang disse andre ydelser og produkter, som Dankortet bruges. Konsekvensen vil således være, at transaktionsomkostningerne ikke fordeles på de forbrugere, der har foretaget Dankorttransaktionerne og derved draget nytte af en service. Ved at pålægge andre end forbrugerne at betale Dankortgebyret, bliver fordelingen af ressourcerne hverken optimal eller retfærdig. Ligeledes er det ikke muligt for den enkelte forbruger præcist at se, hvad der betales for – markedet bliver ugennemsigtigt. I sidste ende er det således et spørgsmål om, at den enkelte forbruger ikke bare pålægges tilfældige og uretfærdigt fordelte omkostninger, men at forbrugeren i høj grad er medbestemmende og selv kan kontrollere sine omkostningers omfang. Dankortforliget giver jo ikke nogen garanti for, at butikker og pengeinstitutter ikke kan overføre Dankortgebyret indirekte som en skjult prisstigning på andre ydelser og produkter. Derfor havde forbrugerne måske alligevel været bedst tjent med at acceptere Dankortgebyret og dermed have tilnærmet sig perfekt information om Dankortgebyrets fordeling på den enkelte forbruger. Den økonomiske teori er slet ikke så uvirkelig endda...