Ingen garanti mod influenza

Vaccinen virker på influenza, men ikke på alle de andre vira, man kan pådrage sig i løbet af en vinter

Hvis man har en forventning om, at en influenzavaccination generelt skulle beskytte mod alle de former for virusinfektion, man kan få i løbet af en vinter, har man for store forventninger til vaccinen. Det siger overlæge Kåre Mølbak, Statens Seruminstitut, efter at der er fremkommet en ny undersøgelse fra det uafhængige internationale Cochrane-samarbejde, der arbejder for god lægevidenskab. Cochrane-rapporten viser, at effekten ved influenzavaccination på i øvrigt raske voksne mennesker er meget lille. Tre ud af fire får influenza alligevel. - Den her vaccine er designet til at beskytte mod influenza, som er en ganske særlig form for virusinfektion, der har nogle alvorlige symptomer. Men den har ikke nogen effekt mod det hav af andre virussygdomme, man kan risikere at pådrage sig i løbet af en vinter. Så hvis man forventer at gå igennem en vinter uden nogen former for feber eller snot, har man for store forventninger til vaccinen, siger Kåre Mølbak til Ritzau. Ifølge Kåre Mølbak fremgår det af Cochrane-samarbejdets rapport, at influenzavaccine stadig giver 70 procents beskyttelse mod influenza, som er en mere alvorlig sygdom end forkølelse og influenzalignende sygdomme. - Men vaccinen er ingen garanti mod overhovedet at blive syg. Sidste år blev 720.000 danskere vaccineret mod influenza. Men ifølge Cochrane-samarbejdets undersøgelse af effekten af influenzavaccinen på 59.566 mennesker virker den kun på en ud af fire. Resten får alligevel influenza eller influenza-lignende symptomer, skriver Politiken. - Det er meget tvivlsomt, om så lille en effekt er værd at gå efter, siger Asbjørn Hróbjartsson, der er læge og seniorforsker på Det Nordiske Cochrane Center til avisen. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at mennesker over 65 år og personer, der lider af eksempelvis kroniske hjerte- og lungesygdomme, vaccineres. Men styrelsen finder ikke, at der er dokumentation for at anbefale vaccinen til unge og raske mennesker. Alligevel tilbyder det private firma Danske Lægers Vaccinations Service også influenzavaccinationer til raske mennesker. Og i en husstandsomdelt pjece henviser de blandt andet til den spanske syge i 1918, der kostede 50 millioner mennesker livet. Forbrugerrådet kalder det etisk uforsvarligt, at firmaet udnytter folks angst for at blive syge: - Der er ikke belæg for at vaccinere raske mennesker. Og indholdet i informationsmaterialet fra Danske Lægers Vaccinations Service er meget langt fra Cochrane-rapporten, som er et ultimativt forskningsresultat, fordi den omfatter alle de undersøgelser, der er lavet på verdensplan, siger sundhedspolitisk medarbejder i Forbrugerrådet, Margrethe Nielsen, til Politiken. /ritzau/