EMNER

Ingen gen- udsendelse

For efterhånden mange år siden blev jeg inddraget som bæret ved en begravelse, som Sindal kommune havde til opgave at fuldbringe.

En kommune vestpå havde meddelt folkeregistret i Sindal, at en dødfundet person med folkeregisteradresse i Sindal skulle jordfæstes ved kommunens foranstaltning. En torsdag, lige over middag. Fuldmægtig M., Socialforvaltningen, kontakter mig: Svend, jeg skal sammen med Pantefogeden bære ved en kommunal begravelse kl. 13.30. Vi har alene til opgave at bære kisten fra rustvognen og til graven. Vil du give en hjælpende hånd, så vi kan blive fire med bedemanden til at bære? Jeg er ikke lige klædt på til begravelse! Det betyder ikke noget! Jeg forventer ikke, at der er andre, som møder op sagde fuldmægtigen. På med jakken og så af sted i min folkevogn til krydset ved Ormosevej, hvor rustvognen ville passere. Da rustvognen efter ca. 5 minutter passerede, sluttede vi op som den eneste bil. Fuldmægtigen forklarede på vej til kirkegården, at der efter reglerne havde været annonceret efter pårørende - ingen havde reageret, så det var alene hjemkommunen, der skulle forestå og afholde udgiften ved Peters begravelse. Rustvognen stoppede først, da vi nåede kirkegårdens indgangs låge. Vi fik kisten fri af rustvognen og begyndte at bevæge os frem til graven. I samme øjeblik vi begyndte, at dreje til højre og ned til graven, kom pludselig den kvindelige kirketjener grædende os i møde! Nej, nej, kisten skal ind i kirken. Der sidder to gæster inde i kirken, og præsten er orienteret. Fuldmægtig M. beordrede kisten sat på de bukke, som var stillet frem til formålet og fremsiger herefter: Kommunen har alene bestilt præsten til at medvirke ved selve graven! Det blev for meget for kirketjeneren, som tog til at græde endnu mere! Fremsiger så hulkende: Svend, du kan nok forstå, at kisten skal ind i kirken. Jo-jo, men. Ok, kommer det så fra fuldmægtigen, hvis ansigt bliver mere og mere som forstenet. Pantefogedens ansigtsudtryk forblev uforandret før, under og efter bisættelsen. Præsten holdt en kort, afmålt tale. Vi sang vel tre-fire salmer uden hjælp af organist. Da vi sang ”Dejlig er jorden”, havde jeg efterhånden, fået det lidt for varmt. Så jeg lynede jakken ned uden omtanke for malepletterne på min skjorte. Først da jeg bemærkede, at bedemanden i sin fine frakke med silketørklæde rykkede lidt ud ad bænken, blev jeg forvisset om, hvad han havde iagttaget.. Herefter bæres kisten til graven af os fire, efterfulgt af præsten, kirketjeneren og de 2 gæster. Da vi havde sluttet af med ”Fader vor… og sunget ”Altid frejdig", hilste vi alle otte på hinanden. Da jeg stak hånden frem til den i øvrigt meget vellidte kirketjener, fik jeg knap nok sagt farvel, inden hun snøftende fremsiger: Hjertelig, Hjertelig, tak for i dag! Svend! Jo tak, i lige måde. Inden vi forlod gravstedet, trak jeg fuldmægtigen (stenansigtet) lidt til side! M.. vil det ikke være på sin plads, at byde de to fremmødte gæster på kaffe. Så kan vi da også spørge ind til, hvad tilknytning de har haft til afdøde. Ingen kaffe til mig, sagde stenansigtet, pantefogeden nikkede og samtykkede. Herefter vendte jeg mig om til de to gæster og indbød til kaffe med brød i kommunens kantine. Sammen kørte vi alle fem til kommunekontoret. Hurtig blev der sat tre kopper på bordet, og kaffen blev skænket. Blødt brød blev budt rundt. Så kunne jeg ikke dy mig længere. Hvorfra kender I afdøde? Jo, ser du, Peter var min halvbror, men vi har ikke set noget til hinanden i flere år. Peter var vel det, man kalder subsistensløs. Vi fik besked fra en fjernere slægtning om, at Peter var dødfundet i en nedlagt landbrugdbygning. Var I flere søskende? Ja, men flere er døde. Jeg mener at kunne huske, at vi har været 14, måske 15 halv og helsøskende i alt….. Ovennævnte beretning kom frem på nethinden, en sen aftentime, efter at havde set tv-programmet ”Helt alene”. En chokerende oplevelse. Totalt isolerede og ensomme lever mennesker på tætteste hold. Din nabo. I opgangen ved siden af dig. Først efter tre uger findes han, uden at nogen har lagt mærke til det, og uden at han var savnet. Til begravelsen er der kun journalisten og de naboer fra opgangen, men som aldrig har villet blande sig. Den afdøde var et begavet menneske, han spillede violin i symfoniorkester. Personalet sagde, at han var venlig og rar. Han blev 62 år. De fandt ham, da han begyndte at lugte i opgangen. Træf dine beslutninger – uanset hvad andre mener. Følg dem op, lev livet mens du har det, lev mens du stadig tør det. Der er ingen genudsendelse på livet.