Lokalpolitik

Ingen grund til nordjysk klynkeri

Nordjyder skal klare sig selv, mener borgerlige

NORDJYLLAND:Nordjyderne skal lade være med at klynke, for det gavner ingen. Det mener den konservative folketingspolitiker Jakob Axel Nielsen. - Det er meget let at bede om ekstra til Nordjylland. Men det ville ikke gavne landsdelen, hvis der skal tages særhensyn, siger den konservative politiker til finanslovsforslaget, der ikke indeholder ekstraordinære penge til landsdelen. - Det tiltrækker ikke nogen virksomheder eller uddannelsessøgende, tværtimod, mener Jakob Axel Nielsen. Venstres unge politiker i både Aalborg Byråd og Nordjyllands Amtsråd, Signe Friis, er enig. - Jeg hører ikke til dem, der klynker over kommunernes økonomi, slet ikke, siger hun. Signe Friis mener, at det er en god idé at betale af på gælden, selv om en skattelettelse også kunne komme på tale. - Men så skulle man se det som et incitament til at få flere i arbejde, siger hun. Jakob Axel Nielsen er enig med de kritikere, der kalder finanslovsudspillet kedeligt. - Men det er for mig positivt ment. Regeringen har bare levet op til valgløfterne, siger han.