Ingen grund til panik

BROVST:- Laver du noget, Henning? Jeg synes ikke, jeg kan høre dig puste. Trækker du vejret? Der bliver ballade, hvis vi skal til at live dig op. Tonen er rå, men hjertelig, og Henning Nielsen griner forpustet, mens han bliver skoset af fysioterapeut Peter Larsen. Henning Nielsen står og holder fast i en ribbe, mens han møjsommeligt træder op og ned på en stepmaskine. Ansigtskuløren er mørkerød, og åndedrættet besværet. Alligevel udsætter han hellere end gerne sig selv for en fysisk stroppetur to gange om ugen. - Jeg kan godt lide det. Det er dejligt, selv om det ikke er lige godt med luften hver dag, men jeg har i hvert fald ikke fået det ringere, stønner han. I den anden ende af lokalet træder Titte Raunholt adstadigt pedalerne på kondicyklen, mens musikken gungrer rytmisk ud af højttalerne. - Er du gået i bakgear, råber Peter Larsen, og Titte Raunholt slår i sjov ud mod ham. - Folk her er så humørfyldte og fyldt med sjove vittigheder og gags. Det skulle man ikke tro med sådan en sygdom, puster hun. Titte Raunholt er som den eneste af de otte på holdet med for anden gang. Hun blev så begejstret for første forløb, at hun bad om at komme med igen. - Jeg får noget ud af det. Det holder mig i gang, så jeg kan blive ved med at lave noget resten af dagen. Og så går der lidt konkurrence i det. Der er jo måler på kondicyklen og tæller på stepmaskinen, smiler hun og tilføjer, at hun har en kondicykel derhjemme, men ikke får trænet hver dag. - Det hørte vi ikke, det der. Nu kan du godt sætte slutspurten ind. Du kan godt holde ud til sidste minut - du har jo ikke blå læber endnu, opildner Peter Larsen. Titte Raunholt synker ned på en stol og får sig et glas vand, mens hun gisper efter vejret. - Jeg bliver bange, når jeg ikke kan få luft, og så bliver det endnu værre. - Det skal være hårdt, indvender Peter Larsen. Ellers har det ingen effekt. Det, vi laver, er fysisk træning - ikke gymnastik. De skal presses, griner han, da deltagerne er gået i gang med træningen igen og er for forpustede til at give svar på tiltale. Men han uddyber i en mere alvorlig tone: - De er selvfølgelig bange for at blive forpustede, fordi de oplever angsten, hver gang de får det dårligt. Men her i trygge rammer lærer de, at det ikke er farligt, men sundt at blive forpustet. Der er ingen grund til at gå i panik.