Ingen gryder til jul

70.000 nordjyder står i kø hos Dansk Supermarked

Den nye knivkampagne kræver 40 af de guldmærker, som kunderne får udleveret ved kassen. Foto: Martin Damgård

Den nye knivkampagne kræver 40 af de guldmærker, som kunderne får udleveret ved kassen. Foto: Martin Damgård

NORDJYLLAND:Hvis du har planlagt at give en gryde i julegave, så skal du til at tænke i alternativer.

Dansk Supermarked, der i efteråret kørte en guldmærkekampagne, hvor kunderne med et fyldt kuponhæfte kunne købe luksusgryder og pander med rabat, har endnu ikke formået at tilfredsstille den store efterspørgsel.

70.000 nordjyder står stadig på venteliste til kogegrej i alle afskygninger, hvor wokken er mest populær. Mærsk-kæden indførte ventelisten, så kunderne - i stedet for at gå forgæves gentagne gange - får en sms, når deres gryde er landet i butikken fra producenten i Kina.

- Vi kan ikke love kunderne, at de får gryderne inden jul. Jeg kan ikke sætte dato på, det ville være forkert. Men vi har lovet kunderne, at de senest kommer i januar. Sådan er aftalen, siger Jean Ladehoff, indkøbsdirektør i Dansk Supermarked.

Knivskarp kampagne

Han har tidligere udtalt til NORDJYSKE, at interessen blev fire gange så stor som forventet, hvorfor leverandøren ikke kunne følge med.

- Men vi har kaldt ekstra bemanding ind til både at skrive kunderne på bestillingsliste og til at håndtere udleveringen, siger indkøbschefen.

Han mener desuden, at supermarkedskæden har lært noget af grydekampagnen, som Forbryderrådet og ikke mindst kunderne har kritiseret i skarpe vendinger.

Den nyeste guldmærkekampagne, denne gang med rabat på knive, vil kunne tilfredsstille selv den mest hæsblæsende interesse.

- Vi håber på samme interesse, og vi kommer ikke i samme situation. Vi har forberedt leverandøren på selv de mest optimistiske estimater, lover han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.