EMNER

Ingen hjælp fra Thor eller KL

Kommune fik i første omgang ikke held med at få flere penge til busserne

AALBORG:Aalborg Kommune har i første omgang ikke fået noget ud af at skrive til finansminister Thor Pedersen (V) i sagen om kompensation som følge af indførelse af afgift på diesel til busser. Det betyder ifølge borgmester Henning G. Jensen (S) en ekstra omkostning på samlet set omkring 11 mio. kr. for Aalborg Kommune, der i sagen har skrevet til finansministeriet, da man mener, at den måde, som staten vil kompensere den ekstra udgift på er uretfærdig. Oplægget er nemlig, at pengene skal fordeles efter indbyggertal og ikke efter, hvor mange køreplantimer kommunen har, og da de store byer har langt mere kollektiv trafik, så får man færre penge i forhold til de mindre kommuner. - Vi synes, at det er meget underligt, at man ikke kompenserer efter, hvem der har udgiften frem for indbyggertallet, siger borgmester Henning G. Jensen (S). Thor Pedersen oplyser i svaret til Aalborg Kommune, at Kommunernes Landsforening (KL) ikke har rejst et særligt ønske om en særlig overgangsordning for kommunerne i forbindelse med kompensationen. Det undrer borgmesteren og resten af magistraten, der på gårsdagens magistratsmøde blev enige om at skrive til KL for at få organisationen til at presse på for at få ændret måden, som staten vil kompensere for de øgede omkostninger på.