Ingen hold i beskyldninger

30.3. angriber Niels Busk, Venstres medlem af EU-parlamentet, Jens-Peter Bonde for at skade både miljøet og Danmark i sagen om F-gasser. Det er grove beskyldninger, Busk kommer med – og det er beskyldninger, der er uden hold i virkeligheden.

Derfor forstår jeg heller ikke Busks angreb – for i denne sag har Jens-Peter Bonde om nogen kæmpet for både miljøet og de danske interesser. Det var således et ændringsforslag, Jens-Peter Bonde var medforslagsstiller på, der muliggjorde, at Danmark må opretholde et forbud mod de stærkt miljøskadelige F-gasser. Uden det forslag var sagen slet ikke kommet op. Det var også Jens-Peter Bonde, der gjorde et stort arbejde for at indrageden østrigske kansler i denne sag. Herefter var problemet, at Kommissionen længe insisterede på at forslaget var ulovligt, fordi F-gasserne var tilladte i andre EU-lande. Men det lykkedes her Jens-Peter Bonde at få et tilsagn både fra EU's industrikommissær Verheugen og fra formanden for EU-kommissionen, Manuel Barroso om, at Kommissionen alligevel ville acceptere, at både Danmark og Østrig opretholder forbudet mod de skadelige gasser. Der er således ingen hold i Busks beskyldninger – tværtimod faktisk. Spørgsmålet, vi står tilbage med, er så, om Niels Busk indlæg skyldes, at han ikke ved, hvad han taler om, eller om han simpelthen taler imod bedrevidende. Det ville i al fald klæde Niels Busk at sætte sig bedre ind i tingene og tænke før end han taler eller skriver. Han bør desuden vide, at JuniBevægelsen altid stemmer for den højest mulige miljøbeskyttelse – i modsætning til hvad Niels Busk gør. Hvis han vil angribe Jens-Peter Bonde, må han finde en sag hvor der er noget at angribe ham for. Det andet er for useriøst.