Ingen invitationer

Bent Bøgsted (DF) skal ikke fejre 1. maj - han er ikke inviteret til festlighederne

EMNER 1. maj 2003 08:00

NORDJYLLAND: Sidste år endte det galt. Æg fløj gennem luften, da Dansk Folkepartis folketingsmedlem Bent Bøgsted skulle tale ved et 1.maj-møde i Aalborg. I år er han slet ikke blevet inviteret. - Det er nok fordi, Dansk Folkeparti ikke er så velset igen på 1. maj-møderne. Ledelsen i de forskellige fagbevægelser mener, at fagbevælgesen er forbeholdt socialdemokrater og socialister. Derfor ønsker de ikke rigtig at have noget med os at gøre, mener Bent Bøgsted. Dagen skal derfor gå med at være hjemme og planlægge sit forestående bryllup i weekenden. For godt nok er Bent Bøgsted selv SID'er, men han har aldrig markeret 1. maj. - Det er ene socialistiske taler rundt omkring, og det har aldrig været mig. 1.maj betyder bare, at jeg har en fridag - hvis jeg skulle have arbejdet, ville det have været mig ligegyldigt. Selvom Dansk Folkeparti bryster sig af at have hugget mange af Socialdemokraternes arbejderstemmer, har partiet heller ikke i sinde at begynde deres egen 1.maj tradition. - Mange af dem, der stemmer på os, er jo netop ikke interesseret i at markere den arbejderdag, som er en gammel socialdemokratisk tradition, forklarer Bent Bøgsted. Men skulle han alligevel blive inviteret med igen som taler på et 1.maj-møde, stiller han gladeligt op. Trods risikoen for æg i håret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...