Lokalpolitik

Ingen julegaver til kommunalt ansatte

Med 6500 ansatte ville selv en lille gave blive for dyr, siger borgmesteren

HJØRRING:Hjørrings borgmester Finn Olesen (S) har ikke i sinde at genoptage sin fritidssyssel på de skrå brædder og gi¿ den i rollen som julemand med gaver til de kommunalt ansatte. Selv om mange private firmaer giver en julegave til deres medarbejdere, vanker der således hverken en lille buste af borgmesteren, et indrammet billede af byrødderne eller en udgave af budgettet indbundet i okselæder til de ca. 6500 ansatte i Hjørring kommune. - Nej, det bliver der ikke noget af, siger Finn Olesen, som blandt andet henviser til kommunens økonomiske situation og påpeger, at selv en mindre julegave ville løbe op i en større udskrivning med så mange ansatte. - Og hvis kommunen skulle give julegaver, så skal alle have - ikke bare de ansatte i eksempelvis administrationen, mener borgmesteren. Hvis det ikke var nødvendigt at skele til kommunens økonomi, kunne en julegave dog være en udmærket metode til at give de ansatte et skulderklap, mener borgmesteren. - Alle har brug for anerkendelse i deres job. Og det behøver ikke at være en gave, men mere ros i dagligdagen, hvor man siger tak for noget, som en anden har gjort. Det tror jeg generelt, at vi er alt for dårlige til, lyder det næsten julebudskabs-klingende fra borgmesteren.