EMNER

Ingen kan træde til

Gug Visse Dall Antenneforening står nu uden suppleanter til bestyrelsen, efter først Lars Hjermitslev og nu også Hugo Elmer har trukket sig som suppleanter

GUG-VISSE-DALL:GVDs bestyrelse står nu uden suppleanter efter Hugo Elmer har fulgt Lars Hjermitslevs eksempel og har trukket sig som suppleant. - Jeg står med helt den samme fornemmelse af, at valget af os som suppleanter foregik højst besynderligt, jeg kan ikke længere virke i bestyrelsesarbejde, siger Hugo Elmer, der ligeledes er formand for Visse Borgerforening. Hans utilfredshed går, udover valgproceduren, også på, at flere forslag slet ikke blev behandlet, som vedtægterne ellers siger de skal. - Velbegrundede skriftlige forslag fremsendt til bestyrelsen indenfor fristen blev slet ikke behandlet, siger Hugo Elmer, der selv havde fremsendt flere forslag. Blandt andet havde han foreslået tidligere formand Niels Christensen udnævnt til æresmedlem. Det forslag blev dog behandlet og vedtaget på generalforsamlingen. - Bestyrelsen må have en meget dårlig smag i munden. De må nu erkende den række fejl, den har begået og tage konsekvensen af det. Jeg ser helst hele bestyrelsen udskiftet, siger Hugo Elmer. Foreningens vedtægter giver ikke anvisninger på, hvordan bestyrelsen skal forholde sig, når den står uden suppleanter. Det har ikke været muligt at få formand Günther Valsby-Rohdes kommentar til de seneste begivenheder.