Ingen kaos på skolevejen

Der er styr på tropperne, når børnene møder på Munkebakkeskolen

Skolevæsen 20. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: - Jeg må ikke, siger en lille stemme, på anden række. Ni elever i 2. a På Munkebakkeskolen rækker hånden op og ser stolte ud, da klasselærer Elsebeth Blæhr spørger, hvor mange, der er cyklet i skole til morgen. Der var to i klassen, der gik, og fem, der blev kørt af forældrene. I en fjerde- og en syvendeklasse er mønsteret nogenlunde det samme. Det er onsdag morgen. Klokken er otte, og alle skolens elever er lige mødt. Denne særlige onsdag foregår der en optælling på alle kommunens skoler af, hvordan eleverne kommer i skole. Læreren har et skema med ind i klassen i første time og spørger eleverne, om de er gået, cyklet, har været med bus eller taxa eller er blevet kørt af mor og far. Det er et led i en landsomfattende miljøtrafikuge. Henning Holm-Nielsen, der er færdselskontaktlærer på skolen, styrer optællingen. Det er også ham, der har også ansvaret for skolepatruljen. Han står hver morgen ved vejen og hjælper med at dirigere tropperne, og har han en fridag, sørger han for, at en kollega befinder sig ved indkørslen til skolen. - Tilsyn med skolepatruljen kan defineres på mange måder, siger han. På Munkebakkeskolen betyder det, at der altid er en voksen til stede sammen med patruljen. Der får ikke lov til at opstå kaos med bilos og fortravlede forældre, der dropper poderne af ved kantstenen. Alle forældre har fået besked på, at hvis de kører deres børn i skole, skal de pænt køre ind på parkeringspladsen og stoppe motoren, før de sætter ungerne af. Det retter de fleste sig efter, og er der en enkelt, der glemmer det, får de en venlig henstilling. I det hele taget gør Henning Holm-Nielsen meget ud af at tale med forældrene. I børnehaveklassen holder han et møde, hvor han opfordrer dem til at træne skolevejen med deres børn. Han mener ikke, at børnene i de allermindste klasser selv kan klare at cykle i skole. De bør gå. Først i anden klasse er nogle af dem klar til at cykle alene. De kan heller ikke overskue at finde den nemmeste vej til skole. - Træn med dem og sig: Den vej skal du gå, så børnene præcis ved, hvad de skal, siger Henning Holm-Nielsen. Og det er hans erfaring, at de allerfleste forældre retter sig efter hans råd.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...