EMNER

Ingen kommer og hjælper

Det har været sagt før, men det synes, som om det er nødvendigt at gentage det og gøre det mere end én gang: Der kommer ingen og hjælper os. Der er ikke andre til at løse Nordjyllands problemer end os selv.

Det er måske enerverende at høre det gentaget. Men det er ikke mindre enerverende til stadighed at høre på det kor af mere eller mindre velmenende mennesker, der ved den første den bedste lejlighed pointerer, at alle mulige andre end lige præcis nordjyderne skal sørge for at komme Nordjylland til undsætning. Egentlig er det ret enkelt. Det handler om hjælp til selvhjælp. Det handler om at vi skal vågne op. Det handler om at vi selv skal gøre arbejdet, selv finde vejen. Det handler om handling. Vi skal passe morderligt på, at vi ikke bliver vores egen værste konkurrent – at vi ikke med klynkeriet giver omverdenen indtryk af, at dette virkelig er en udørk, som det ikke er værd at beskæftige sig med. Som lektor Bent Dalum ved Aalborg Universitets Institut for Erhvervsstudier så udmærket udtrykte det i forbindelse med offentliggørelsen af de seneste – i øvrigt ganske positive – tal fra Nordjysk Konjunkturbarometer: Al den jammer kan indirekte være med til at skræmme nye virksomheder fra at etablere sig her. For eksempel har der senest været en del piberi over, at det mod forventning ikke er muligt at bruge EU-penge til etablering af et omfattende bredbåndsnet i Nordjylland. Hvis det virkelig er en god idé at etablere dette net – og det betvivler jeg ikke, at det er – så er det en anelse svært at se hvorfor vi ikke kaster os ud i opgaven uanset om der lige er 70 mio. kr. fra EU eller ej. Så voldsomt dyrt er det jo heller ikke – og da slet ikke hvis det kan gøre en positiv forskel. Måske hænger tendensen til klynk sammen med den måde, som vi har vænnet os til at se Nordjylland på. Som et appendiks til det øvrige Danmark. Som det mørkeste af det mørke Jylland. Som kolonisationsgrænsen mod nord. Men som det tidligere på året blev nævnt af en fremtrædende nordjysk politiker: Det er jo et spørgsmål om øjnene, der ser, og hvorfor kan Nordjylland ikke ligeså godt være begyndelsen på noget? Hvorfor kan vi ikke ligeså godt sige, at det er herfra Danmark tager sit udgangspunkt – eller EU for den sags skyld? Det korte af det lange: Lad os nu for alvor glemme de negative toner og i stedet fokusere på, at det er os selv, der skal skabe fremtiden for Nordjylland. Og ikke mindst: Komme i gang med arbejdet. Naturligvis er det på sin plads at stille berettigede krav. Og det skal vi nok vide at gøre – for eksempel til de 18 folkevalgte, der repræsenterer Nordjylland i Folketinget. Så meget desto mere vigtigt er det, at erhvervslivet i bred forstand møder op til og deltager aktivt i Nordjysk Åbningsdebat, der i år finder sted mandag 3.10. – p.t. er 75 procent af de nordjyske Folketingsmedlemmer tilmeldt. Som nævnt er der positive tal at hente i den seneste udgave af det nordjyske konjunkturbarometer. Det opsving, som spores andre steder i landet, findes også i denne region – ikke mindst blandt de små og mellemstore virksomheder, hvor der sammenlignet med samme periode i 2004 er skabt knap 1400 nye job i dette års første kvartal. Det er et godt udgangspunkt for bestræbelserne på at forbedre erhvervslivets vilkår og dermed skabe mere udvikling og flere arbejdspladser i Nordjylland.