Ingen kommunal støtte til vores café, tak

Café Ciffy skal drives forretningsmæssigt - offentlig støtte ødelægger konkurrencen

Tor­ben Erik­sen har stå­et i ba­ren og i dø­ren i Café Ciffy si­den han var i be­gyn­del­sen af ty­ver­ne - og har op­ar­bej­det en mod­vil­je mod of­fent­lig støt­te. Foto: Kurt Be­ring

Tor­ben Erik­sen har stå­et i ba­ren og i dø­ren i Café Ciffy si­den han var i be­gyn­del­sen af ty­ver­ne - og har op­ar­bej­det en mod­vil­je mod of­fent­lig støt­te. Foto: Kurt Be­ring

HJØRRING:- Hvis Hjørring Kommune for alvor gik ind og støttede musiklivet, ville vi ikke længere kunne arrangere koncerter. Det ville ganske enkelt være konkurrenceforvridende, og det ville ødelægge vores forretning. Det siger en af indehaverne af Café Ciffy i Hjørring, 40-årige Torben Eriksen. Han er en af de fire nuværende ejere, som har været med fra begyndelsen i 1989 - og som var med til at omdanne cafeen til et aktieselskab i 1992. Siden 1996 har han været administrerende direktør for cafeen. Café Ciffy har levende musik med gratis entré hver fredag og lørdag, et tiltag, der trækker mange gæster, ligesom der arrangeres egentlige koncerter med større navne et par gange om året. Men uanset om det er til de faste, ugentlige musikarrangementer eller til de større koncerter, ønsker Torben Eriksen ingen kommunal støtte - eller indblanding. - Vi har egentlig aldrig rigtig undersøgt muligheden for tilskud - og er vel heller ikke interesserede, siger han med henvisning til, at Café Ciffy drives som en forretning, der skal give overskud - mere end det skal være et spillested, hvor der kan stilles krav til repertoire og antal årlige koncerter. Hans begrundelse for at offentlig støtte til spillesteder er konkurrenceforvridende er ganske simpel. - Sådanne spillesteder kan jo sælge deres billetter langt billigere, end vi nogensinde vil kunne, siger han. I orden med foreninger Torben Eriksen har omvendt intet mod de idrætsforeninger, der med et stort antal frivillige i ryggen, stabler store koncerter på benene. - De laver ind i mellem store arrangementer, som kun kan lade sig gøre, fordi de har 3-400 frivillige i ryggen - sådan noget kan vi ikke konkurrere med. Desuden er foreningerne fritaget for at betale moms, som vi også skal betale, siger han. Men hvor Torben Eriksen ikke kan konkurrere mod de mandskabsmæssigt stærke foreninger, er de modsat med til at sætte Hjørring på landkortet. Og det er ubetinget positivt. - Hvis Hjørring Kommune kunne gøre det samme et par gange om året, f.eks. ved at få Kylie Minoque til byen, ville folk komme rejsende fra Sverige, siger han. Egoistisk - tjah ... Torben Eriksen er helt med på, at det kan lyde egoistisk, når han ikke ønsker støtte til musik i Hjørring- og omvendt erkender, at det er næsten umuligt uden. - Men sådan er min virkelighed jo. Jeg skal drive en forretning, og hvis vi havde et sted som Skråen i Hjørring- ja, så havde jeg altså ingen forretning, siger han. Musiklivet i Hjørring er han generelt ikke imponeret over. - Det er meget svært, at trække folk ind til specialarrangementer, siger han med henvisning til, at der kom 90 betalende gæster til Billy Cross for et stykke tid siden. - Vi har stor konkurrence rundt om i Vendsyssel - fra Løkken Koncerten, fra Tårs Idrætsforening, fra Frederikshavn og fra Skagen Festival, siger Torben Eriksen. 100 bands om året Når Torben Eriksen tæller sammen på de mange bands, som spiller fredag og lørdag aften, bliver det til omkring 100 om året. En hel del - især når man tager i betragtning, at der ikke tages entré til den levende musik. - Det vil vi ikke. Vi er et værtshus med levende musik, som alle kan komme til at høre, og sådan skal det være. Vi tager kun entré til vores to-tre årlige egentlige koncerter med de lidt større navn, siger han. Torben Eriksen bruger ikke meget energi på at finde de mange orkestre - de henvender sig af sig selv og efterhånden har han 60-70 bands, som jævnligt spiller på cafeen. - Der er omkring 400 musikere, som jævnligt spiller hos os, og det giver jo en meget stor berøringsflade, der gør, at vi ikke har behov for at arbejde med bookingbureauer. Men det koster tid i planlægning, siger han. Mange af orkestrene er amatørorkestre, men også de mere professionelle, som bare gerne vil ud og spille, finder vej til scenen på Café Ciffy. Ciffy til salg Der har i et stykke tid været rygter i Hjørring om, at Café Ciffy stod overfor et ejerskifte. - Jamen, det er rigtigt nok. Jeg har stået i baren i 16-17 år, og selv om det er skægt, var det da sjovere, da jeg var 22 år. I dag har jeg også en familie, der skal passes, siger Torben Eriksen med henvisning til en seksårig datter og tvillinger på to år - og naturligvis en hustru. Han ønsker ikke at uddybe salget, før de endelige detaljer er forhandlet på plads.