Ingen konkurrence i luften

Konkurrencen på de danske flyruter fungerer stadig ikke, selv om EU helt tilbage i 1993 indførte regler, der netop skulle sikre konkurrence i luften. Det konkluderer et hold samfundsstuderende på Aalborg Universitet (AAU).

Vi har hverken fået flere selskaber, nye ruter, flere afgange eller lavere priser, lyder det fra gruppen efter at have gennemgået hensigten med liberaliseringen punkt for punkt. Snarere tværtimod. Imidlertid minder både SAS og Cimber Air om, at Storebæltsbroen helt afgørende har ændret grundlaget for lufttrafikken. Som de eneste konkurrerer de to selskaber på én af ruterne, nemlig Aalborg-København, De nævner også passagerafgiften på flybilletter som en konkurrencemæssig fordel for bil- og togtrafikken. Informationschef Troels Rasmussen fra SAS mener i øvrigt også, at der sagtens kan konkurreres, da der er fri etableringsret, men at det åbenbart ikke er særligt tillokkende: - Hvis der var nogle penge at tjene, skulle der nok komme nogen og tjene dem, siger han.