Ingen kulturfestival
I stedet bliver der noget nyt - Den Lyseste Dag på Knøsen
BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Der bliver ingen Kulturfestival i Brønderslev i år. Kultursamvirke, som i de seneste tre år har stået bag en årlig kulturfestival i Gingebygningen, har sadlet om.
- I år laver vi ingen Kulturfestival. Vi blev skåret ned i vores budget, så vi har simpelt hen ikke råd til det. Men vi laver noget andet, fortæller formand for Kultursamvirke i Brønderslev Kommune, Petra Skovholm.
Den nye idé er stadig i støbeskeen, men et grundrids og en dato for dagen er faldet på plads.
- Vi laver et dejligt arrangement, Den Lyseste Dag, 21. juni på Knøsen. Det er jo et spektakulært sted, fordi det er det højeste punkt i Vendsyssel. Det bliver noget med at finde Knøsens tone, det er vi lige ved at strikke sammen, fortæller Petra Skovholm.
En særlig gåtur
Knøsen er en bronzealderhøj i Dronninglund Storskov, som ligger 136 meter over havets overflade. Den er fra cirka 1000 år før Kristus.
- Fra P-pladsen og op er der ikke ret langt. Der vil vi lave en spændende eventyrtur. Vi er ved at prøve at finde nogle korsangere som dem, der går derop, kan høre på et bestemt tidspunkt, og hvor vi skal synge og finde Knøsens tone. Vi skal finde en korleder, der har lyst til at gå ind i det ny slags eventyr, fortæller Petra Skovholm.
Der er også tanker om at lave en slags levende træer, hvor der pludselig er en tone fra et træ.
- Lena Brammers figurer er også med, fortæller Petra Skovholm.
Mens detaljerne vil tage form i den næste tid, er tilladelsen til at bruge Knøsen på plads, og det er datoen også.
- Det hele er i støbeskeen, men det bliver til noget 21. juni om aftenen på Knøsen, det står fast, fastslår Petra Skovholm.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.