Ingen kunst at lave stor børnekunst

BROVST:Rådhuset og Biblioteket i Brovst er nu udsmykket med de kunstværker, som børnene fra børnehaveklasse til 3. klasse på Halvrimmen Skole har lavet gennem den senere tids arbejde med billedkunst. 10-årige Nikolaj Pedersen fra 3. klasse har ladet sig inspirere af sine drømme og lavet et værk af pilegrene, ståltråd og tape. Han drømmer om mere soveplads i ferierne, for det kniber med plads i familiens nuværende telt. - Jeg har lavet et telt, og der skal være plads til seks. Mig og mine fem søskende vil nemlig gerne sove i telt, men det gider min mor og far ikke. To gange Frederik på syv og otte år går i 1. klasse og har lavet to skulpturer i flamingo. - Vi har lavet en maske, men det anden ved vi ikke helt hvad er. Måske en rumraket, der er ved at styrte ned. De to kunstnere ved ikke helt, hvad de skal synes om deres værker, men en ting er de sikre på: - De har været sjove at lave. Det var især sjovt at kratte i flamingoen. Og krattet blev der. Lærer Mette Lunding fortæller, at det tog to timer at rydde op, efter at børnene havde udtrykt deres kreativitet i flamingo. - Der var flamingo overalt, og jeg tror nok, at det var ved at give rengøringspersonalet grå hår. Den professionelle billedkunstner Henrik Vestergaard har undervist børnene. - Det har virkeligt været spændende at arbejde sammen med børnene. At se hvordan de reagerer på mit arbejde, hvordan de bliver inspireret af det. Men inspiration har ikke været en ensrettet størrelse. Henrik Vestergaard fortæller, at han også er blevet inspireret af børnene. - Hos børn er der kort vej fra at opleve noget til at udtrykke noget. De har ikke så mange filtre, men lader virkelig deres intuition råde, og det kan vi voksne lære noget af. Efter jul bliver bliver billedkunstundervisningen afløst af undervisning i musik og teater/drama.