Ingen kvinder vælger abort, fordi hun har lyst

Det handler om at få kvinden bedst muligt gennem den ubehagelige oplevelse, mener læge Hanne Risør

Graviditet 14. juni 2003 08:00
Kvaksalvere, ukendte køkkenborde og kogte strikkepinde var virkeligheden for mange kvinder i ulykkelige omstændigheder, før aborten blev frigivet i 1973. Læge Hanne Risør har været med hele vejen, siden loven blev indført - de seneste 12 år som formand i Foreningen Sex og Samfund. I gåt overlod hun posten til læge, ph.d. Christian Graugaard i forbindelse med trediveårsdagen for den fri abort. Ritzau har talt med Hanne Risør om et langt virke for kvinders ret til et frit valg. Hanne Risør har været vidne til en holdningsrevolution: Kvinder modtages ikke længere med hån på hospitalet, når de skal have en abort, som det ofte var tilfældet i årene efter frigivelsen. Kvinden var selv ude om sin voksende mave. I dag handler det derimod om at få kvinden bedst muligt gennem den ofte ubehagelige oplevelse at vælge et barn fra. - Ingen kvinde vælger abort, fordi hun har lyst. Kvinder vælger altid en abort, fordi deres liv ellers kuldsejler fuldstændigt. Men hvis man er så heldig at have sit på det tørre, er det altid let at fordømme andre, siger Hanne Risør, mens hun læner sig frem på stolen og lader sit faste blik understrege sine ord. Aborttallet er raslet ned siden frigivelsen og har aldrig været lavere. Men det etisk svære emne kan stadig sætte fart i en diskussion. Senest da de såkaldte fortrydelsespiller, Norlevo, blev receptfri i 2001. Et argument mod fortrydelsespillen i håndkøb var, at unge piger ville bruge den som prævention. - Hverken abort eller fortrydelsespiller bruges af piger, der sjusker med præventionen. Der er måske nogle få, der gør det. Men folk er anstændige og ordentlige. Hvis kondomet springer, så bruges fortrydelsespillen som en slags backup, siger Hanne Risør. - Jeg vil hellere, at kvinder bruger fortrydelsespillen, hvis de tror, de er blevet uønsket gravide, end at de senere skal have en abort, for jeg har aldrig mødt nogen, der syntes, det var sjovt, fastslår Hanne Risør med en knyttet næve i bordet foran sig. Sex og Samfund er medlem af den internationale familieplanlægningsorganisation, IPPF. Det har bragt formanden rundt i hele verden i arbejdet med seksualoplysning. Her er hun stødt på en massiv modstand mod fri abort især i USA og i den tredje verdens lande. Men også flere og flere steder i Europa. - Jeg er ikke bange for at stå ved min holdning. Det fik engang en polsk professor til at råbe efter mig, at jeg var Europas største feminist, siger Hanne Risør og ler. - Jeg tror ikke, en feminist vil betragte mig sådan, for jeg kunne ikke forestille mig en verden uden mænd. Men når jeg har set kvinders forhold i verden, vil jeg slås for kvinders rettigheder, siger Hanne Risør. - Når kvinder ikke kan få en abort legalt, vil de forsøge at få den illegalt. I bedste fald overlever de, i værste fald dør de, og mange af dem, der får lavet indgreb, bliver måske skadet for livet, sterile og med livslange smerter i et ødelagt underliv, forklarer Hanne Risør og fortæller om den abort, hun så på video i Indien. Den foregik på en bar sten med en lang pind. - Hvordan kan man påberåbe sig det med religionen i hånden, hvis alternativet er det? spørger den ophidsede formand. - Mine egne to graviditeter var fantastiske. Men jeg kan godt forestille mig, at jeg ville have en abort, hvis jeg var en pige i Afrika, der måtte forlade skolen, hvis jeg blev gravid, siger hun. Hun mener ikke, den vil ændre på kvinders rettigheder i Danmark. - Så længe vi er nogle, der kan huske, hvordan det var før 1973, og vi ved, hvordan aborter foregår hver dag rundt i verden, så beholder vi de rettigheder, siger Hanne Risør, der regner med at kæmpe videre for foreningens mærkesager: Retten til ønskebørn, sunde fødsler og sex uden tvang og sygdomme - selv om hun ikke længere er formand. Hanne Risør havde ikke planlagt at arbejde for Foreningen Sex og Samfund, før hun begyndte for mere end 20 år siden. Men foreningens stifter, Agnete Brædstrup, overtalte hende over et glas portvin. - Jeg har aldrig fortrudt. Det har været afsindigt spændende og meget givende. Jeg har været så forkælet, smiler formanden. /ritzau/
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...