Ingen lærere skal fyres - de går selv

Stor naturlig afgang i Jammerbugt Kommune betyder, at der nu skal bruges 13 nye lærere

På Brovst Skole skal der bruges to nye lærere, men der forsvinder tll gengæld  fire som følge af orlov, andet job, nedsat tid og pension. 
arkivfoto: martin damgård

På Brovst Skole skal der bruges to nye lærere, men der forsvinder tll gengæld fire som følge af orlov, andet job, nedsat tid og pension. arkivfoto: martin damgård

JAMMERBUGT:På papiret skulle der have været fyret 13 lærere i Jammerbugt Kommune, men i realiteternes verden skal der nu ansættes 13 i stedet for. Det skyldes en stor naturlig afgang blandt de ca. 450 lærere ved kommunens folkeskoler, også større end de fleste havde ventet. Der er der flere forklaringer på. Nogle lærere går på efterløn eller pension, andre på orlov eller nedsat tid, og andre igen er søgt helt væk fra skolevæsenet i Jammerbugt Kommune. Lærerkredsformand Inger Haaber Pedersen ser dog et klart signal i det store frafald. - Lærerne er frustrerede over nedskæringerne, som betyder at de skal løbe endnu stærkere end de gør i forvejen. De samme opgaver skal løses af færre hoveder, og så fik de et ekstra spark over benene, da politikerne flyttede en uges ferie næste sommer og dermed fik 14.000 timer ekstra, forklarer hun. - Det er jo som at tisse i bukserne for at holde varmen. Hvad sker der, når de skal indhentes igen, spørger Inger Haaber Pedersen. - Alt dette kan sagtens få folk til at gå på pension et par år før de havde tænkt sig eller finde et andet arbejde. Det bliver simpelthen for meget, siger hun. - Det eneste positive i den her situation er, at ingen skulle fyres, tilføjer hun, og hun pointerer, at bundlinjen stadig er negativ. - Der forsvinder 13 x 1672 timer, når man skærer 13 lærerstillinger væk, og det kommer helt klart til at kunne mærkes. På tirsdag ligger det nøjagtige tal for den naturlige afgang på hver skole helt fast, men der er allerede opslået ledige stillinger på Biersted Skole (en), Brovst Skole (to), Fjerritslev Skole (to), Halvrimmen Skole (en), Nørhalne Skole (en), Pandrup Skole (en), Trekronerskolen (en) og Aabybro Skole (fire). En del af stillingerne er inden for specialundervisningen, hvor der har vist sig et større behov end først beregnet, både til tosprogede elever, sprog-læse klasser og ADHD-klasser.