EMNER

Ingen ledestjerner

Leder Det politiske lederskab i Danmark er i krise, når selv radikale vælgere er i tvivl ...

Når 46 procent af de radikale vælgere i Nordjylland ønsker Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister og næsten alle radikale fravælger Lars Løkke Rasmussen (V), flugter det smukt med partilinjen. Men når andre 46 pct. peger på en helt tredje som statsminister - Margrethe Vestager (R)? - som det sker i Jysk Analyses meningsmåling for NORDJYSKE Stiftstidende i dag, tydeliggør det ikke alene den klassiske radikale "både og"-attitude, men understreger også den radikale selvbevidsthed. Den har i høj grad fået næring i de meningsmålinger, der placerer De Radikale (og Enhedslisten) som folketingsvalgets reelle vindere. Selv om valget står mellem en Løkke-regering igen (og det ser stadig tvivlsomt ud) og en Thorning-ditto, antyder de fleste målinger, at ingen af de to for alvor overbeviser vælgerne om, at de er de lysende ledestjerner. Lars Løkke Rasmussens hold er - blandt meget andet - ramt af 10 års slitage, og det er måske ikke så overraskende, at han står til fravalg. Men Socialdemokraterne og SF har ikke selv kunnet præstere - ingen af dem står til noget markant valgresultat - så det er oppositionens interne modpoler, der sikrer den sandsynlige sejr. Men De Radikale og Enhedslisten er netop så meget modpoler, at det kan give indtil flere kortslutninger i en ny regering. Om en tredje person som statsminister kunne gøre en forskel, er selvfølgelig umuligt at svare på, men den radikale begejstring er til at overskue. Den virker næsten omvendt proportional med selvbevidstheden, og den udtrykker samtidig stærk tvivl om, hvordan De Radikales økonomiske forståelse og udlændingepolitik skal kunne forenes med Enhedslisten, Socialdemokraterne og den politik, SF på skift har. De indlysende politiske ledestjerner mangler ved dette valg, hvor kometer som Søvndal er ved at brænde ud. Der er rigeligt med bud på, hvordan den økonomiske krise skal løses, Men det politiske lederskab er måske i endnu større krise, og uanset udfaldet på torsdag kommer der næppe nogen radikal forbedring ...