Erhvervspolitik

Ingen løfter til nordjysk erhvervsliv

Skatteminister Kristian Jensen gav ingen nye løfter til nordjysk erhvervsliv.

Der var ingen regionale gevinster med i skatteministerens bagagerum, da han i går svingede ministerbilen ind på nordjysk grund. Derimod lovede han flere lempelser på skatteområdet, som skal komme erhvervslivet til gode på landsplan. - Der er ikke noget jeg hellere vil end at sænke skatte på arbejde. For det største problem, vi har i Danmark, er, at skatten er alt for høj, pointerer Kristian Jensen. I samme åndedrag afviser skatteministeren dog at se med særligt skattemilde øjne på det nordjyske område. Lokale lempelser for virksomheder, der kunne betyde flere arbejdspladser, er ikke på hans dagsorden. Forskning er motoren Væksten skal derimod skabes i en kommende højteknologisk fond, som regeringen har lagt stor prestige i. - Vi kan se, at virksomheder og arbejdspladser flytter til udlandet. Derfor er der to veje at gå. Den ene er at der skabes så gode rammevilkår som muligt, og den anden er at sikre, at de får nogle muligheder med den højteknologiske fond. Og her er jeg sikker på, at Aalborg Universitet vil byde ind på nogle af de projekter, der skal laves, siger skatteministeren. Den højteknologiske fond er indtil videre blevet tildelt 3 milliarder kroner, og over de kommende år bliver der ifølge ministeren tilført yderligere penge, så det samlede beløb bliver 16 milliarder kroner. Vigtige engle Skatteministeren arbejder i øvrigt på flere tiltag, der skal give bedre vilkår til iværksættere.Og han fremhæver de såkaldte business angels, der allerede i 2001 begyndte som et netværk af kapitalstærke virksomhedsejere. - Det er folk, som har haft succes med en virksomhed, solgt den og nu gerne vil hjælpe andre med at starte op, siger Kristian Jensen, der mener det er vigtigt at give business angels bedre muligheder for at kunne investere i nye virksomheder. - Og vi er tæt på at være færdige med arbejdet med at skabe bedre rammer for at skaffe risikovillig kapital - det ender som lovgivning i den kommende folketingssamling, lover skatteministeren.