Ingen løsning om boliger for asylansøgere

KØBENHAVN:De afviste asylansøgere fik ingen løsning i aftes om boliger uden for centrene, da regeringspartierne mødtes til forhandlinger med forligspartneren Dansk Folkeparti. Parterne mødes igen i eftermiddag, oplyste Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti i aftes efter to timers møde i Integrationsministeriet. Hverken han eller forhandlerne fra Venstre og De Konservative ville efter mødet sige noget om forhandlingerne om valgkampens store emne. Peter Skaarup ville ikke gætte på, om der kommer en aftale onsdag. Forhandlingerne handler om cirka 60 flygtningefamilier, selv om det er uklart, hvor mange af dem, der vil kunne leve op til de kriterier, som stilles op for at give dem mulighed for at bo uden for asylcentrene. /ritzau/