Ingen logik hos S-SF

SKATTEUDSPIL: Det er ikke lang tid siden, at venstrefløjen hånede det konservative integrationsudspil og kaldte det for ren populisme. Moral er godt, men dobbeltmoral er dobbelt så godt, for jeg skal da lige love for, at S og SF’s skatteudspil er ren populisme: Lad os stjæle flere penge fra de få, der tjener godt, og lad os give lidt mere til alle de andre. Man kroner sig selv som værende de svage og fattiges forkæmpere. Problemet er bare, at man med dette udspil bekæmper rigdom frem for fattigdom. Man vælger at straffe de, der i forvejen betaler mest til fælleskassen, de der i forvejen bliver pisket af verdens højeste skattetryk. De, der bruger årevis på at studere og tilføre sig selv viden, de, der har lange arbejdsuger og ofte sidder i pressede og ansvarsfulde positioner. Jeg har oplevet flere fra venstrefløjen angribe min modstand imod millionærskatten med ord som ’grådighed’. Men er det ikke også grådighed, at ville stjæle flere og flere af andre menneskers penge? Ifølge Danske Bank vil en almindelig LO-familie få ca. 300 kr. mere om måneden, hvis denne skattepolitik bliver realiseret. Det beløb kan de knap tage børnene med på McDonald’s for. Det er til grin! Dette udspil er ren Robin Hood politik og tegn på en sørgelig middelmådighed fra S og SF. Hvor er retfærdigheden? Udover at regningen skal betales af de danskere der tjener bedst, så vil S og SF også straffe erhvervslivet. En forøgelse på mere end 10 procent, fra 25 procent til 28 procent, i selskabsskatten kan betyde meget for en virksomhed, der i forvejen er presset på økonomien og den hårde konkurrence fra udlandet. Man får lyst til at sige, at S og SF jo nærmest sparker dem der i forvejen, på grund af krisen, ligger ned. Med mindre S og SF’s vision er at tvinge al produktivitet ud af Danmark, så ser jeg ikke visionen. Jeg kan godt forstå, at DI, Danske Byggeri og andre råber "vagt i gevær"! Det løser jo ikke landets økonomiske problemer eller hjælper os ud af krisen, at vi lægger endnu mere pres på erhvervslivet. Hvor er logikken? Et område S og SF ofte angriber regeringen for i disse tider er stigningen i arbejdsløsheden. Så må man jo formode, at et sådan udspil virkelig gør noget for beskæftigelsen. Men nej! Den tidl. overvismand Torben M. Andersen har som en af mange eksperter kritiseret dette skatteudspil og sagt, at der ”i forhold til beskæftigelsen ingen pointe er”. Hvor er visionerne? Fakta er, at der er ingen retfærdighed, ingen logik og ingen visioner i S og SF’s skatteudspil. ”Fair Forandring” er navnet på S og SF’s nye skatteudspil - men fair for hvem? Dette udspil viser kun én ting, nemlig at S endelig, efter årevis i ubeslutsom tåge, rykker ud på venstrefløjen til de rigtige socialister og forhenværende kommunister.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...