Ingen millioner til nedrivning

Kommentar fra Røde Kors i Radio24syv vakte undren blandt borgere såvel som borgmester

Arkivfoto: Hans Ravn

Arkivfoto: Hans Ravn

THISTED:Tirsdag morgen var generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, i Radio24syv, hvor han sagde, at teltlejre var unødvendige på nuværende tidspunkt.

- For bare nogle ganske få måneder siden fik Thisted Kommune, hvor de her telte nu er sat op masser af millioner til at nedlægge og lukke nogle af deres skoler og institutioner, som de ikke længere havde behov for. Så hvorfor i alverden brugte man ikke dem først, før man begyndte at lægge folk i telte, spurgte Anders Ladekarl.

Millionpåstanden har dog vakt undren hos både borgere og borgmester. Ingen forstår, hvilket millionbeløb generalsekretæren henviser til.

Otte millioner fra lånepulje

Til NORDJYSKE forklarer Anders Ladekarl, at han i bemærkningen mente den lånepulje på 50 mio. kr., som Thisted tilbage i marts fik en andel på 8 mio. kr. af. Puljen var en del af den daværende regerings vækstpakke, og Thisted Kommune var én af fem kommuner, der havde mulighed for at få del i beløbet. Pengene var møntet på overflødige ejendomme, som kommunerne ikke umiddelbart kunne finde anvendelse for.

Thisted Kommune har dog endnu ikke optaget lån på de otte millioner. I en mail fra kommunens Center for Økonomi og Løn lyder det, at pengene skal bruges til indfrielse af lån i nedlagte ældrecentre. I 2015 var kommunens udgifter til indfrielser på mere end 30 mio. kr.

Lånet på otte millioner vil finde sted sammen med øvrige lånoptagelser i starten af 2016.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Statsadvokaten har talt: Jens-Peter Skov slipper for tiltale i sag om sex med mindreårig
Luk