Ingen mirakelkur - men...

Bjørn Simonsen efterlyser (20.1. og 29.1.), direkte henvendt til mig, svar på spørgsmål omkring de 12 minutter, som S og SF har som del af sin plan.

Først vil jeg gerne gøre opmærksom på, at bruge betegnelsen "mirakelkur", som Bjørn Simonsen gør om vores plan, er meget misvisende. Det er absolut intet mirakel over det. Der er kun hårdt arbejde. Skulle nogen kende en mirakelkur, så synes jeg de skal komme på banen med den nu. Inden jeg svarer, vil jeg gøre opmærksom på, at vores plan skal ses i en helhed. De 12 minutter kan ikke tages ud af sin helhed, hvilket jeg udmærket ved, at det er ganske populært at gøre for at miskreditere planen. Ligeledes er det vigtigt at se tidslinjen i vores plan. Først vil vi sætte gang i den danske økonomi med fremrykning af investeringer, som vi alligevel skal foretage. Herefter vil vi satse massivt på uddannelse og forskning, så vi sikrer, at der er noget at leve af i fremtiden. Og på sigt skal arbejdsudbuddet øges. Dette ud fra en erkendelse af, at vi kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden Jeg forstår udmærket Bjørn Simonsens bekymring om vores plan! For det lyder da befriende, at arbejder vi alle bare 12 minutter mere, så er alting løst. De 12 minutter skal ses som et eksempel på, hvad der skal til for at finde kr. 15 mia.. Skulle arbejdsmarkedets parter have andre forslag, så vil de komme frem under trepartsforhandlinger. Det forventer jeg, at der gør. Vi har lang tradition for trepartsforhandlinger i Danmark, og det er den bedste måde at skabe forandringer, som er langtidsholdbare. Det er Danmark, når det er bedst. Skulle parterne ikke selv kunne finde de 15 mia. kr., så skal vi nok gøre det. For de skal findes. Alt andet vil være uansvarligt. B.S. er bekymret for, om arbejdsmarkedets parter kan levere varen - bl.a. fordi alle lønmodtagere ikke er dækket af LO området. Det er berettiget at give udtryk for den bekymring, men her må jeg henvise til, at det også har været tilfældet ved tidligere trepartsforhandlinger. Øvrige har rettet ind efter trepartsforhandlingerne. Det har de gjort før, og det vil de gøre igen. Skulle de ikke gøre det, har jeg allerede givet svaret: Så tager vi ansvaret, og så skal vi nok gøre det. Alt andet vil være uansvarligt. Med hensyn til Bjørn Simonsens regnestykker om antal medarbejdere, så er svaret ganske kort. Husk, at der i de kommende år kun vil komme fire unge på arbejdsmarkedet hver gang, der er fem, som går på pension. Selvom det virker uvirkeligt i dag med høj arbejdsløshed, så vil vi komme til at mangle arbejdskraft om få år. Vi skal have mere arbejde ud af alle danskere i den arbejdsdygtige alder, hvis vi skal beholde vores nuværende velstand. Og ja, forenklet betyder det, at er der 38 ansatte et sted i dag, så vil længere arbejdstid betyde, at der kun skal være 37 til samme arbejde, hvis arbejdstiden forlænges med 12 minutter. Også i den offentlige sektor. Den samlede lønudgift vil ikke stige - hverken i det private eller det offentlige. Herudover kan vi da ligeså godt også være ærlige at sige, at der skal ske produktivitetsforbedringer i både den private og den offentlige sektor, hvis vi skal beholde et tilfredsstillende velfærdsniveau. Alt andet vil være uansvarligt. Der er fremlagt en plan. Det skulle være mærkeligt, om der ikke kommer ændringer, hvis nogle forhold ændrer sig. Men målet er ganske klart. Vi ønsker igen at bringe Danmark på vækstsporet og tilpasse arbejdsmarkedet til en tid, hvor der vil blive flere ældre og færre på arbejdsmarkedet. Og det skal ske socialt afbalanceret, så det ikke er enkeltgrupper som eksempelvis efterlønnere, som skal betale hele regningen. Vi skal holde fast i de gode solidariske værdier, som vi har i det danske samfund. Alt andet vil være uansvarligt. Jeg er klar over, at mit svar her nærlæses af borgerlige. For dem er det ligegyldigt, hvad jeg skriver. Deres konklusion er truffet. S og SF er økonomisk uansvarlige. Når det nu er tilfældet, så vil jeg da stille og roligt erindre om, at vores plan er meget i tråd med den politik, som Poul Nyrup Rasmussen stod i spidsen for fra 1992 til 2001. En periode, hvor arbejdsløsheden faldt væsentligt, vi fik overskud på statens finanser og ikke mindst overskud på betalingsbalancen. Og ja hans indsats som statsminister er for kort tid siden blevet anerkendt, som den mest ansvarlige politik ført af en statsminister i nyere tid. Verden har dog ændret sig væsentligt siden, og vi er hårdere presset af globaliseringen i dag end for 20 år siden. Så vi skal være skarpere og der skal større ændringer til end dengang. Det er vi klar til. Det håber jeg alle vil se kritikken i lyset af. At gøre andet vil være uansvarligt.