Lokalpolitik

Ingen mulighed for dialog?

HØJREFLØJ Op til kommunalvalget for knap et år siden vakte det en del opsigt, at flere lokalpolitikere i Aalborg lige ud erklærede, at de ikke nærede noget som helst ønske om at være i stue med - endsige diskutere politik med - repræsentanter for en af de byrådskandiderende partier, nemlig SIAD, Stop Islamiseringen af Danmark. Og nu er den gal igen. For det har bestemt ikke fået lov til at gå stille af, at en stribe lokale formænd for Dansk Folkeparti ikke har kunnet - eller ønsket - at se det store problem i, at nye medlemmer af partiet kommer fra yderligtgående smågrupper og fraktioner som Dansk Front og det danske nazistparti. Som en af mange udløbere af denne skandale er den nu tidligere formand for Dansk Folkeparti i Frederikshavn, Steen Jørgensen, på vej til at blive sat uden for det gode selskab. Flere partier i byen er nemlig mest stemt for hurtigst muligt at få smidt Steen Jørgensen ud af den flertalsgruppe, der tegner sig bag borgmester Erik Sørensen, først og fremmest fordi politikere for disse partier ønsker at lægge størst mulig afstand til den ekskluderede DF-formands valne holdning til højreorienterede grupperinger. På sin side har SF forlangt eks-formanden hældt ud, mens konservative lufter holdninger i retning af, at ”jeg vil have svært ved at føre en samtale med Steen efter dette”, og en repræsentant for Borgerlisten mener at vide, at Steen Jørgensen engang har været medlem af Dansk Front, mens eks-formanden selv påpeger, at der har været tale om Den Danske Forening. Uanset hvad man i øvrigt måtte mene om grupperinger som Den Danske Forening, Dansk Front, det danske nazistparti eller SIAD for den sags skyld, og uanset hvor meget afstand man måtte lægge til deres yderligtgående, menneskefjendske holdninger, kommer man ikke uden om, at de i juridisk forstand er fuldt lovlige. Hvad politikere måtte sympatisere - eller have sympatiseret - med må ikke træde i stedet for de konkrete resultater, som det måske er muligt at nå frem til ved dialog og samarbejde. Og i øvrigt: Hvad vil de forargede Frederikshavn-politikere gøre, hvis folketingsmedlem Ole Sohn (SF) en dag stiller til møde i byen? Han var som bekendt i en årrække aldeles ukritisk formand for det daværende DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, i de mest nedfrosne koldkrigs-år, hvor venstrefløjen vendte ryggen til uhyrlighederne mod øst. Så ham ønsker man vil heller ikke at være i stue med. Eller?