Lokalpolitik

Ingen mulighed for dispensation

Reglerne gælder alle, siger formand

FREDERIKSHAVN:Der er en grund til, at der udstikkes regler. Og derfor er der selvfølgelig også en god grund til, at byens politikere holder sig til dem. Og på plan- og miljøudvalgets møde onsdag holdt et flertal af medlemmerne sig på den renfærdige sti. Også selv om konsekvensen kan skabe vanskeligheder for et ungdoms-fristed med musikken i centrum - nemlig Musikoasen. Gennem de seneste år har Musikoasens medlemmer knoklet med at få indrettet et øve - og spillested til de mange unge medlemmer - primært under 18 år. Men som alle forsamlingshuse er der kommunale krav. Det gælder brandmæssige til indretningen, men også det forhold, at hvis et lokale kan samle et antal mennesker, så udløser det krav om parkeringspladser. Har man ikke selv mulighed for at etablere nogle, så må man betale til den kommunale Parkeringsfond. Og det krav stilles nu overfor Musikoasen. Konsekvensen er, at Musikoasen skal finde 80.000 kroner til parkeringspladser, de ikke har brug for. - Vi har forsøgt at udrede sagen og har forsøgt os med alternative løsninger. Men der er ingen og derfor får de ikke dispensation fra kravet , siger Anders Gram Mikkelsen, formand for plan- og miljøudvalget. Han forstår godt, at det stiller Musikoasen i en vanskelig sitaution. - Der er ingen anden vej end at forsøge at få os politikere i tale igen. Vi kan ikke hjælpe ved at dispensere, - ikke fordi vi ikke vil hjælpe, men fordi en dispensation her vil skabe præcedens, siger formanden.