Ingen narko-fangst på vejene

Hjørring Politi har i år kun taget én bilist, der var påvirket af medicin

Narkokriminalitet 1. december 2004 05:00

HJØRRING: Det er yderst sjældent, at bilister i Hjørring Politikreds bliver testet for at være påvirket af narkotika eller medicin. Politiet har indtil nu i år kun sigtet én person for at køre i medicin-påvirket tilstand. Til sammenligning er der rejst sigtelse mod 247 spritbilister. - Der er formentlig langt flere bilister, der er påvirket af narkotika og medicin, end vi tror, siger vicepolitiinspektør Per Lauritzen. Problemet med kontrollen er, at det er sværere at få en mistanke om, at bilisten har indtaget stoffer, og så er det i dag en lang og tung procedure at få personen testet og undersøgt. - Man kan ikke lugte stofferne, og det kan ofte være sværere at se på personens adfærd, siger Per Lauritzen. Hvis der er en mistanke, skal personen tages med på stationen eller på sygehuset, hvor der skal afleveres en urinprøve, som efterfølgende undersøges. Herefter bliver det skønnet, om bilisten har været så påvirket, at vedkommende ikke kan føre køretøjet på forsvarlig vis. - Hvis vi skal sætte mere effektivt ind overfor stoffer i trafikken, skal vi have nogle mere effektive og hurtige test-metoder, og de er formentlig også på trapperne, siger Per Lauritzen. I Sverige og Tyskland, hvor langt flere bilister bliver undersøgt for narkotika og medicin, bruger man bl.a. spyt- og svedtest, som hurtigere kan vise, om bilisten er påvirket.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...