Ingen øl fra forældre på sidste skoledag

HJØRRING:Omkring 500 folkeskoleelever ventes at deltage i festlighederne i forbindelse med sidste skoledag i Folkeparken i Hjørring i morgen. Sidste år oplevede ungdomskonsulent Dan Toft, at adskillige forældre transporterede øl i kassevis og tøris til at afkøle dem med hen til de unge skoleelever i Folkeparken. Og det får ham til at komme med en kraftig appel til forældrene for at undgå, at episoden fra sidste år gentager sig: - Det er en misforstået form for service, og jeg synes, at det skurrer lidt, for det giver de unge større mulighed for at få endnu mere alkohol ned i Folkeparken, siger Dan Toft. Han er klar over, at han ikke kan forhindre, at de unge drikker sidste skoledag, men mener, at det er dobbeltmoralsk, hvis forældrene ligefrem står klar med "diner transportable". - Skal man have de her par øl, så kunne man ihvert fald lige så godt selv slæbe dem herned, siger Dan Toft. Han føler, det er vigtigt at påpege, at der også ligger en ansvar hos forældrene. - Det er vigtigt, at forældrene taler med de unge inden dagen og laver nogle aftaler omkring, hvor meget alkohol de må drikke. Ligesom det er godt, hvis der er en løbende kontakt med de unge, siger han. Det er syvende gang, at Folkeparken lægger græs til en fælles sidste skoledag for kommunens niende- og tiendeklasseelever.