Lokalpolitik

Ingen opgave var for lille

MINDEORD

På vegne af Socialdemokratiet i Hjørring skriver formand for Hirtshals/Hjørring partiforening Tim Jensen og formand for Kommunekredsen Susanne M. Bagger følgende mindeord over tidligere borgmester Bent Brown, 64 år. Det er med stor sorg, at vi modtog meddelelsen om, at Bent Brown var gået bort. Bent var socialdemokrat af den gamle skole, hvor partiet spillede en stor rolle. For Bent var ingen opgave for lille, han var en slider og han sled sig selv op i opgaven som borgmester. Bent var alle vegne og alle kunne lide Bent, og selv om han var en meget travl person, svigtede han aldrig partiet - vi kunne altid stole på ham. Bent overtog borgmesterstolen, midt i en valgperiode, efter Poul Dalsager - ikke nogen let opgave for Bent, som kom fra posten som LO-formand i Hjørring. Men Bent havde klare mål med opgaven, og selv om Poul Dalsager havde forventet, at Bent ville søge råd hos ham, klarede Bent det på egen hånd og i egen stil. Bent var kommunens borgmester, og selv om vi kunne diskutere, om det nu var socialdemokratisk politik, der blev ført, var han meget bevidst om opgaven med at binde trådene sammen. Bent havde den evne, at han kunne huske alt, sager og navne på personer, som han kun havde mødt enkelte gang. Det betød at alle følte sig godt tilpas i hans selskab, og den åbne dør til borgmesterkontoret gjorde, at alle kom for at snakke med Bent om tingene. Man kunne stole på Bent og alle fik et svar tilbage. Valget i 2001 blev hans mesterstykke Det var efter, han havde været i behandling, og Bent var noget bekymret for, hvordan det ville gå for socialdemokratiet og for ham selv. Men hans bekymring blev gjort til skamme. Vælgerne gav ham et kanonvalg og fortalte på den måde, at de satte pris på ham og hans åbenhed. Der skal ikke herske tvivl om, at Bent Brown har gjort et stort arbejde for Hjørring Kommune, og efterfølgere i borgmesterstolen skal vide, at den største ros de kan få er - "nu er det som i Bent Browns tid" Vore tanker går til familien, specielt til Minna, som har mistet sin trofaste støtte gennem mange år. Æret være Bents minde.