Ingen oprykning til TIF

Fodbold 30. september 2002 08:00

Fodbold, serie 5: FIF-TIF 98: 6-4 (0-2) -De sidste 18 minutter af kampen betyder, at vores sæson nu er slut. Nederleget gør, at vi ikke længere har nogen chance for at rykke op. TIF's træner Vagn Johansen var sammen med sit hold godt på vej til en sikker sejr over FIF. Med 18 minutter tilbage var stillingen 4-1 til gæsterne, men så kollapsede det hele i en fuldstændig vanvittig afslutning på kampen. -Vi vil selvfølgelig ikke bruge det som nogen undskyldning, men dommeren ødelagde det hele. Det gik til begge sider, men i de sidste minutter gik det mest ud over os, forklarer Vagn Johansen. Foran 4-1 havde TIF en chance for at komme yderligere foran, da kampen ændrede karakter. Dommeren dømte en offside, som TIF og mange andre havde svært ved at se. Det fik anfører Per Jensen til at brokke sig, hvilket resulterede i et rødt kort. To minutter senere kom TIF yderligere i undertal via et gult kort for brok, og FIF udnyttede overtalssituationen til at reducere til 4-3. Kort efter dømte dommeren straffespark til hjemmeholdet, og det blev udnyttet til at udligne til 4-4. Tue Albrektsen mente ikke, der skulle have været straffespark og brokkede sig til dommeren, der endnu engang trak det røde kort op af lommen. Derefter mistede TIF al gejst og tillod hjemmeholdet at score yderligere to gange til resultatet 6-4. -Vi var på vej væk til sidst. Jeg har aldrig set noget lignende. Dommeren styrede kampen, som han ville, men vi var heldigvis ikke de eneste, der kunne se det, siger Vagn Johansen. cr

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...