Ingen oprykningsdrømme i EH Aalborg

EH Aalborg har fået en fin sæsonstart og satser på en plads blandt de seks bedste

Thomas Jasper
Foto: Peter Broen
Sport 1. oktober 2016 07:48 - Opdateret 1. oktober 2016 10:47

FREDERIKSHAVN: I sidste sæson kæmpede EH Aalborg en lang og sej kamp mod nedrykning fra kvindernes 1. division i håndbold, men i denne sæson lader der til at blæse nye vinde over klubben.

Med fredagens sejr i lokalopgøret ude over Vendsyssel Håndbold har EH Aalborg hentet fire point af seks mulige. Således er det også blevet til sejr over oprykningsfavoritterne fra SønderjyskE, men den fine start får ikke den unge klub til at drømme søde oprykningsdrømme.

- Vi kan ikke rykke op i år. Dertil er der simpelthen for mange ting, vi stadig skal arbejde med, men jeg kan selvfølgelig love, at vi aldrig går på banen for andet end at vinde, og så må vi se, hvor langt det rækker, lyder det fra EH Aalborg-træner Sune Sørensen.

I stedet er målsætningen anderledes beskeden.

- Med det startprogram, vi har haft, kan vi være rigtig godt tilfredse med fire point. Vi har vundet på en svær udebane i Vendsyssel og vundet på hjemmebane over det hold, mange forventer rykker op. Jeg synes ikke, at det er urealistisk at gå efter en plads blandt de seks bedste i rækken, siger Sune Sørensen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...