Ingen Oscar til Adams æbler

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

"En dag uden krig" - med på Oscar-listen. Aalborg-premiere i Biffen i fredags.

Amerikanske storfilm som "Brokeback Mountain", "Good Night and Good Luck" og Spielbergs værk, "München", om massakren under OL i 1972 dominerer Oscar-nomineringerne. Det lykkedes ikke for den danske "Adams æbler" at sikre sig en plads blandt de fem udenlandske, ikke-engelsksprogede spillefilm, som skal kæmpe om en Oscar. Omkring 55 film var indstillet i denne kategori. Nomineringerne tirsdag eftermiddag i Los Angeles. Flest nomineringer, otte, tilfaldt instruktøren Ang Lees "Brokeback Mountain" om to homoseksuelle cowboys. Den har bl.a. mulighed for at modtage statuetten for bedste spillefilm og bedste instruktør, ligesom skuespillerne Heath Ledger, Jake Gyllenhaal og Michelle Williams kandiderer til en Oscar. I den mest prestigefyldte kategori, bedste spillefilm, skal "Brokeback Mountain" dyste med George Clooneys "Good Night and Good Luck", Steven Spielbergs "München" samt "Crash" og "Capote". Der var seks nomineringer til både Clooneys sort-hvide film om amerikansk presses vilkår under senator Joseph McCarthys hærgen i 1950'erne og til instruktøren Paul Haggetts race- og krimidrama "Crash". George Clooney er desuden et Oscar-emne for birollen i "Syriana", den seneste politiske film, han selv har instrueret, men som ellers ikke fører sig voldsomt frem blandt nomineringerne. "Memoirs of a Geisha" kan også skilte med seks nomineringer, men er ikke repræsenteret i de mest prestigefyldte kategorier, mens "Walk the Line", filmen om countrylegenden Johnny Cash, fik nomineret de to hovedrolle-skuespillere, Joaquin Phoenix og Reese Witherspoon. "Capote" om forfatteren Truman Capotes arbejde med sin roman "Med koldt blod" blev betænkt med fem nomineringer, bl.a. til Philip Seymour Hoffmann for hans spil i titelrollen. Instruktøren David Cronenbergs "A History of Violence" har med afsæt i sidste års festival i Cannes været et stort hit i mange lande, bl.a. i kraft af dansk-amerikanske Viggo Mortensens spil i hovedrollen. Men i det aktuelle selskab var historien tilsyneladende ikke stærk nok og måtte nøjes med en birolle-nominering til William Hurt. Inden for kategorien af udenlandske film foretrak medlemmerne af Academy of Motion Picture Arts and Sciences bl.a. Tysklands højt profilerede "Sophie Scholl, de sidste dage" og det franske bidrag "En dag uden krig". "Adams æbler" blev en af de største danske filmsucceser i 2005 med over 350.000 solgte biografbilletter, og filmen har netop været vist på festivalen i Sundance, som de seneste år har været et effektivt brohoved for danske film, når det gjaldt om at blive solgt til det amerikanske marked. Instruktøren og manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen kan så trøste sig med, at han allerede har en Oscar-statuette i sin samling, nemlig den, som han i 1998 modtog for kortfilmen "Valgaften". Den pris sikrede ham samtidig adgang til "akademiet," der nominerer og udvælger Oscar-filmene, og som tæller en halv snes danske medlemmer. Det er efterhånden ved at være længe siden, at dansk spillefilm har gjort sig gældende i Oscar-sammenhæng. I 1987 blev "Babettes gæstebud" belønnet med en Oscar, og "Pelle Erobreren" gentog triumfen året efter. I fire andre tilfælde har danske film været nomineret uden at vinde, senest "Dansen med Regitze" i 1990. Oscar-priserne uddeles natten til den 6. marts. Årets danske Bodilpriser uddeles også 5. marts. Her er nogle af de nominerede"Nordkraft", der topper med fire nomineringer, "Drabet" med tre, og "A-dams Æbler", der dog kun har mulighed for at løbe med to priser.