Brovst

- Ingen over Kong Hans

KØBENHAVN: - Min gamle klubkammerat fra Brovst SC, Hans Nielsen, er for mig stadig den største nogensinde indenfor speedwaysporten, men den fem-dobbelte og forsvarende verdensmester, svenske Tony Rickardsson, kommer tæt på med legendariske Erik Gundersen som nummer tre. Kjeld Hansen, formand og holdleder i Brovst SC og mangeårig modstander til Hans Nielsen, er ikke i tvivl, selv om han samtidig kalder den nuværende danske topkører Nicki Pedersen for helt kanon. - Som drengekører hjemme i Brovst prøvede jeg at vinde i 50 cc over Hans Nielsen, men på 500 cc har jeg aldrig formået at give ham baghjul. Han havde den helt rigtig kemi med 20 procent talent og 80 procent vilje, og det har ingen formået at gøre ham efter. - Men den nuværende mester, Tony Rickardsson, minder både mentalt og kørselsmæssigt meget om Hans, og jeg er sikker på, at svenskeren snupper sin femte VM-titel i rap i år. På sigt vil Nicki Pedersen kunne true ham, men at komme helt til tops bliver nok først, når den hurtige svensker stopper, vurderer Kjeld Hansen, der i aften er på plads i Parken sammen med sønnen Teddy, der kører på Brovst SC-ligaholdet og er med i morgen, når nordjyderne runder forårets turnering af på udebane mod Slangerup. jop