Ingen penge i vente

Man har ikke haft samme fokus på vedligeholdelse som i den tidligere Hals Kommune, mener næstformand

Jesper Schouenborg
Ane-Marie Viegh Jørgensen (V) mener ikke, at man i Aalborg har haft samme fokus på vedligeholdelse, som i den tidligere Hals Kommune. arkivfoto: Ulrik bang
EMNER 26. september 2007 06:00

AALBORG: Hverken Socialdemokraterne eller Venstre forventer, at der bliver sat et stort millionbeløb af til vedligeholdelse på fritidshjem eller daginstitutioner på næste års budget. - Som budgettet ser ud nu, tror jeg ikke, at der er vildt mange penge til at give til noget som helst, men man kan heller ikke vente i 10 år med investeringerne, siger familie- og beskæftigelsesrådmand Mai-Britt Iversen (S). Hun mener, at det er vigtigt at få fokus på, at fritidshjem og institutioner ser hæderlige ud. - Hvis det bliver kedeligt og trist nok, så går børnene måske rundt på gaden og laver ballade. På spørgsmålet om det ikke er fordi, at udvalget ikke har været gode nok til at gøre opmærksom på behovet, siger hun: - Det kan du generelt sige, at det er, men jeg tror også, at det er fordi, at der er kæmpe millionbeløb, der skal investeres på skolerne. Næstformand i familie- og socialudvalget, Ane-Marie Viegh Jørgensen (V), tror personligt ikke på, at det er muligt at finde penge til området. - Det kan jeg ikke forestille mig, det er det eneste, jeg kan sige, siger hun og understreger, at skolerne er Venstres første prioritet næste år. Hun undrer sig ikke over vedligeholdelsesstandarden. - Det overrasker mig ikke, for det er det generelle indtryk på Aalborg Kommunes institutioner. Man har ikke på samme måde haft vedligeholdelse, som vi har haft i Hals, siger Ane-Marie Viegh Jørgensen. Hun peger på, at man i den tidligere Hals Kommune greb det anderledes an. - Vi tog tyrene ved hornene og fik renoveret, men vi tog også gælden med til Aalborg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...