Ingen penge til køb af kendte nye spillere

Team Vendia skal ikke regne med kommunalt tilskud til at få medaljer af guld

Team Vendia skal ikke regne med kommunalt tilskud til køb af spillere. Arkivfoto

Team Vendia skal ikke regne med kommunalt tilskud til køb af spillere. Arkivfoto

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND:Brønderslev Idrætsforenings bordtennisafdeling skal ikke regne med at få kommunal støtte til at skaffe kendte bordtennisspillere til Brønderslev. Det siger formand for fritids- og kulturudvalget, Eskild Sloth Andersen (S), på baggrund af udtalelser fra Team Vendia ¿ Brønderslev Idrætsforenings bordtennisafdeling. Brønderslev har ¿ ifølge Jan Lynge Jensen fra Team Vendia - svært ved at hamle op med andre store klubber i landet, der får kommunale tilskud. BTK 61 Roskilde, der ser ud til at vinde det danske mesterskab, får et pænt kommunalt tilskud. Eskild Sloth Andersen vil se på sagen, hvis der kommer en konkret henvendelse. - Vi har ikke en speciel politik for sport på eliteplan, siger Eskild Sloth Andersen, der ikke vil afvise, at det kan blive nødvendigt. Han vil foreslå undersøgt, hvad Team Vendias modstandere gør. Men Eskild Sloth Andersen er ret sikker på, at der ikke vil blive ydet kommunalt tilskud i jagten på guld. Også Brønderslev Floorball Club Hot Shots har rettet henvendelse til kommunen omkring en sponsoraftale. Eskild Sloth Andersen fortæller, at den tidligere Dronninglund Kommune gav tilskud til bedre lys i Hjallerup Idrætscenter, da Dansk Håndbold-Forbund stillede krav til belysning. Eskild Sloth Andersen mener, at kommunen yder god støtte til idrætten. - Der er fostret mange talenter. Ørsø Judoklub er nok den klub i kommunen, der har fostret flere danske mestre. Hjallerups dameynglinge i håndbold blev mestre tre år. Og ligeledes har Asaa Billardklub haft flere mestre. Kommunen har en politik om ikke at støtte klubbers brochurer eller lignende, men Eskild Sloth Andersen vil ikke afvise, at det er noget af det, der kan tales om. - Det kunne jo også være tilskud til uddannelse af ledere, der kunne støttes fra kommunal side. Brønderslev Kommune har flere fritidsguider. - Bare én sparet anbringelse kan betale deres løn. Derfor er pengene givet godt ud, siger Eskild Sloth Andersen. Han mener, at kommunen har en god talentpleje. - Nogle klubber siger uden en top er der ingen bredde, og uden en bredde ingen top. Det kan jeg godt erklære mig delvis enig i. Eskild Sloth Andersen kan glæde sig over, at blandt andet tidligere håndboldspillere fra Hjallerup gør sig gældende i storklubber rundt om i Danmark. - Det er da lidt sjovt at se tidligere Hjallerup-spillere i fjernsynet, siger han.