Ingen penge til oprydning af gift

Sådan er resultatet af en netop afsluttet generalforsamling i Auriga

Generalforsamlingen blev holdt på Aarhus Universitet. Foto: Scanpix

Generalforsamlingen blev holdt på Aarhus Universitet. Foto: Scanpix

København: Selskabet Auriga Industries har nedstemt et forslag om at betale for oprydningen af Cheminovas giftdepot på Harboøre Tange ved Vesterhavet.

Det er resultatet af en netop afsluttet generalforsamling i selskabet.

Auriga Industries har for nylig solgt Cheminova for 8,3 milliarder kroner.

Universitet foreslog oprydning

Hovedaktionæren, Aarhus Universitets Forskningsfond, foreslog derfor, at en del af salgsoverskuddet skulle gå til oprydningen af giftdepotet.

Forslaget gik på at lægge 125 millioner kroner fra salget over i en oprensningsfond. Men det har aktionærerne i Auriga Industries altså nedstemt.

Også formanden for Kritiske Aktionærer, Frank Aaen (EL), havde opfordret selskabet til at betale for en oprydning.

Afvist på forhånd af ATP

Pensionsgiganten ATP afviste dog på forhånd at stemme for at give penge til oprydningen. Og da ATP har fem procent af de afgørende aktier i Auriga Industries, var det ventet, at det ville blive svært at få forslaget igennem.

Meldingen fra pensionsselskabet har fået meget kritik fra flere kanter.

Både miljøminister Kirsten Brosbøl (S) og Danmarks Naturfredningsforening (DN) har skudt med skarpt mod ATP inden det afgørende bestyrelsesmøde.

Lille udgift pr. medlem

Samtidig har SF og Enhedslisten kritiseret selskabet voldsomt. Ifølge Frank Aaen ville udgiften til oprensningen af giftgrunden kun svare til 1,25 kroner pr. ATP-medlem, og derfor er han uforstående overfor pensionsselskabets afvisning.

Bestyrelsen i Auriga Industries har gennem hele forløbet støttet sig til en dom fra Vestre Landsret i 1987, der afgjorde, at Auriga Industries ikke er ansvarlig for oprensningen af Harboøre Tange ved Vesterhavet.

ritzau

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.